Frederikssund ligger lige syd for Halsnæs, og her kan du på Kalvøen overvære det årlige vikingespil, der finder sted om sommeren. Forestillingen tager udgangspunkt i vikinger og nordisk mytologi – en fin og lærerig oplevelse.
Det er foreningen Frederikssund Vikingespil, der arrangere forestillingen. Foreningen har rødder i det initiativråd, der blev stiftet i 1951 og som skulle markedsføre Frederikssund. I dag er det dog vikingespillet og bopladsen, der er i fokus, men hovedformålet, at markedsføre Frederikssund, må siges at være lykkedes.
Bopladsen kom til i 1993. Her kan du se en håndfuld rekonstruerede huse, som de så ud i vikingetiden. Bl.a. langhuset, der er en smuk bygning som vikingerne brugte til beboelse. Bopladsen er en slags frilandsmuseum, hvor der er gratis adgang.
I perioden, hvor der er vikingespil, er der også et marked tilknyttet. Her kan du bl.a. købe mjød, filt, strik og kunsthåndværk. Alle varer passer fint ind i det vikingemiljø, man gerne vil skabe.
At foreningen har dedikerede medlemmer er runestenen et godt eksempel på. Det tog de to vikinger Henrik Grundtmann og Thomas Vaarbroe fire år at hugge den flotte runesten med Midgårdsormen, der står på området.
Et besøg på vikingeområdet er en god udflugt fra Halsnæs, som også vil være sjov for børn.
Besøg Frederikssund Vikingespil
Vikingespillet og bopladsen med markedet ligger på adressen Kalvøvej 26, 3600 Frederikssund. Du kan se mere på vikingespillets hjemmeside om næste forestilling og diverse events.
Det er muligt at købe en pakke med rundvisning på bopladsen og efterfølgende vikingespil. Du kan købe mad og drikke på stedet – alternativt kan du spise på f.eks. Gerlev Kro eller Restaurant Toldboden.
Afstand fra Frederiksværk: 20 km
Afstand fra Liseleje: 26 km
Afstand fra Hundested: 32 km