Lystbådehavne i Halsnæs

Det er ganske enkelt smukt at ankomme til Halsnæs fra søsiden. På lang afstand er de høje skrænter tydelige, og de vidner både om smuk natur og dramatiske landskaber.

Halsnæs har tre lystbådehavne. Lynæs, Hundested og Frederiksværk. Alle er de populære i sommermånederne, hvor lystsejlere fra nær og fjern nyder godt af Halsnæs mange muligheder.

Mens havnen i Hundested ligger på grænsen mellem Kattegat og Isefjorden, så finder du Lynæs Havn i Isefjorden og Frederiksværk Havn i Roskilde Fjord.

Hundested Lystbådehavn

Hundested Havn er et af de hippeste steder i Danmark lige nu. På privat initiativ har man her formået at kombinere den gamle fiskeri- og industrihavn med lystbådehavnen, der er omringet af spisesteder og et kreativt miljø.

Du kan finde meget mere information om Hundested i denne guide og få inspiration til oplevelser i indlæggene Knud Rasmussen Hus og Vandretur fra Spodsbjerg Fyr til Kikhavn. Hundested Havns officielle hjemmeside kan du finde her.

Indkøb

En stor Aldi ligger ca. 150 meter fra lystbådehavnen. Der er ydeligere 200 meter til byens hovedstrøg Nørregade, hvor du finder Meny, Fakta og Netto. Hundested har også en rigtig god bager og længere nede ad Nørregade en slagter.

Spisesteder

Hundested har et pænt udvalg af restauranter. Rundt om lystbådehavnen ligger Knud, Molen, Havfruen og Halsnæs Bryghus. 100 meter fra havnen finder du Proviant og ned ad Nørregade bl.a. Yo-Yo.

Strand

Noget af det særlige ved Hundested Havn er den nemme adgang til god strand. Blot 100 meter væk ligger Trekanten, der er en dejlig sandstrand med klitter ud til Kattegat. Her er livredder i skolernes sommerferie.

hundested havn
Meget lille del af havnen i Hundested

Lynæs Lystbådehavn

Lynæs er en ganske lille by med en imponerende stor lystbådehavn. Næsten alt liv er koncentreret omkring havneområdet, hvor der er liv og glade dage om sommeren. Læs meget mere om Lynæs i guiden og du kan finde havnens officielle side lige her.

Indkøb

Når det gælder dagligvarer er der ingen indkøbsmuligheder. Der er ca. 2,5 km til Hundested, hvor der som nævnt både er Aldi, Meny og Netto.

Spisesteder

På trods af størrelsen findes der flere spisesteder i Lynæs. F.eks. Skipperstuen, Lynæs Fisk & Steakhouse samt Lynæs Surfcenter. Der er også en grill på havnen – se efter Sailors Corner.

Strand

I Lynæs et stenkast fra havnen ligger en stribe sand, der udgør byens strand. Der kan bades, men i forhold til, hvad Halsnæs kan byde på af strande, så hører den ikke til kommunens bedste. På havnen er der også et havnebad med trapper ned i det lave vand.

Lynæs Havn er liv og glade dage om sommeren

Frederiksværk Lystbådehavn

Frederiksværks opbygning omkring den gamle industriby gør, at lystbådehavnen ligger lidt afsides og ca. 2 km fra centrum. Den skiller sig markant ud fra de fleste andre havne i Danmark, men du er i gåafstand til byens mange seværdigheder.

Her på siden kan du læse meget mere om Frederiksværk. Klik ind i guiden eller se mere indlæggene Byrundtur i Frederiksværk og Krudtværksmuseet og en tur rundt på krudtværksområdet. Havnens hjemmeside kan du finde her.

Indkøb

Som nævnt ligger Frederiksværk et stykke fra centrum. På havnen er der ingen indkøbemuligheder (udover en god fiskehandler), men inde i byen er der bl.a. Netto, Fakta og en stor Kvickly. Der er også en slagter.

Spisesteder

Sommeren 2021 åbnede Martins Mad & Vin på lystbådehavnen. I byen finder du bl.a. Ban Thai (god thairestaurant), Charlies Café & Steakhouse og et par sushirestauranter.

Strand

Der er ingen strand i nærheden af havnen. Du kan til gengæld hoppe i fjorden fra de små badebroer yderst på molen.

Frederiksværk Lystbådehavn

Kort over Halsnæs

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.