Et af Halsnæs nyere spisesteder et Restaurant Bødkergården, der ligger i forbindelse med Asserbo Golfklub. Alle er dog velkomne i restauranten, hvor makkerparret Nicolaj og Alexander hurtigt har fået sat skik på det hyggelige sted.
Bødkergården serverer dejlig mad og er en tiltrængt fornyelse i Halsnæs. Restauranten åbner kl 11.00, hvor gæsterne kan vælge bl.a. smørrebrød og flere forskellige slags sandwich.
Om aftenen (fra kl. 17.00 til 20.30) består menukortet af et mindre, men godt udvalg af retter. Blandt forretterne finder du f.eks. tatar og pocheret torsk, mens hovedretterne kan være rib-eye og smørstegt kuller. Jeg prøvede netop kulleren – en forrygende ret med selleri, fennikel og lækker rejebisque.
Hele dagen tilbyder man også såkaldte snacks. En række småretter á la tapas, der kan sættes sammen til et måltid.
Dejlig mad og dejlig atmosfære. Der bliver kræset godt om både mad og gæster. Absolut pengene værd. Anmeldelse på Facebook
Restaurant Bødkergården har hurtigt tiltrukket sig opmærksomhed. Stedet tilbyder nemlig også dagens ret til en rigtig god pris. Vi taler om klassiske retter som skipperlabskovs, stegt flæsk og gammeldaws kylling, der også kan bestilles som take away.
Søndag er menukortet skiftet ud med en stor frokostbuffet, hvor du finder både kolde og lune retter foruden ost og kage til at slutte af på. Prisen er 279 kr., og børn under 10 år kan spise for halv pris.
Den gode mad på Bødkergården kan ledsages af f.eks. øl eller vin, hvor sidstnævnte fås pr. glas eller flaske.
Uanset hvornår du vil besøge restauranten, så anbefales det at reservere bord. Du kan sidde inde eller ude alt efter vejr og sæson. Da jeg kom forbi stedet, fik jeg venlig og imødekommende service. Alt i alt hører Bødkergården til i toppen af restauranter i Halsnæs og skal især fremhæves for at tilbyde noget lidt andet end områdets øvrige spisesteder.
Besøg Restaurant Bødkergården
Restaurant Bødkergården ligger på adressen Bødkergårdsvej 9, 3300 Frederiksværk. Der er gode parkeringsmuligheder. Klik ind på agc.dk for at se menukort og åbningstider. Som nævnt er det en god idé at reservere bord.