Caféer i Halsnæs

Trænger du til en god kop kaffe, så ligger der en stribe glimrende caféer i Halsnæs. Udover kaffe kan du de fleste steder også få et let måltid eller måske et glas vin og en lille snack. Fælles for dem alle er det store fokus på økologi, lokale råvarer og hjemmelavede lækkerier. Du kan finde spisesteder i Halsnæs her.

Caféer i Frederiksværk

Café Frøken Jensen

Frøken Jensen i Frederiksværk ligger på byens gågade, men med mulighed for at nyde kaffe og kage med udsigt til den hyggelige kanal. Caféen har et udvalg af bl.a. te, kaffe, bagels, sandwich, chokolade og hjemmelavede kager. Om sommeren kan du også få is. På Nørregade 7A, 3300 Frederiksværk.

Café Mee & Sportsbar

På torvet i Frederiksværk ligger Café Mee & Sportsbar, der har åbent fra (sen) brunch til en godnatdrink. Som navnet antyder, så er der fokus på at vise sportsbegivenheder på storskærm, mens du spiser, drikker og hygger med ligesindede. Her serveres bl.a. te, kaffe, burger og sandwich. På Torvet 6F, 3300 Frederiksværk.

Karl-E

Karl-E er ikke en café i traditionel forstand, men der er altid kaffe på kanden og som regel også mulighed for at få et stykke kage. Der serveres også hjemmelavede retter hos Karl-E, der kalder sig selv en brugerdrevet kulturel legeplads. Stedet har begrænsede åbningstider. Se mere på Karl-E’s hjemmeside. På Nørregade 22E, 3300 Frederiksværk.

City Bakery

Bageren City Bakery i centret i Noord (det tidligere Nordcenter) har også et lille caféområde, hvor du kan nyde kaffe, sandwich, salater og selvfølgelig brød og kager fra bageren. City Bakery er kendt for sit gode bagværk, der gennem årene har vundet adskillige priser. På Nørregade 38, 3300 Frederiksværk.

Caféer i Hundested

Kamelens Kys

På Hundested Havn ligger Kamelens Kys, der er en kombineret café og kunstbutik. Her får du udover god kaffe også øl, vin, kage og sandwich. Kamelens Kys bruger primært gode lokale råvarer. Af og til arrangeres der også forskellige events på caféen. På Nordre Beddingsvej 39, 3390 Hundested.

Proviant

Proviant i den gamle købmandsgård et stenkast fra havnen er mere et spisested end en café, men her kan du også få kaffe, kage og varm kakao. Proviant er også glimrende til en fadøl eller et glas vin. Der er mulighed for at sidde inde og ude. På Havnegade 2B, 3390 Hundested.

Café Sælen

Hundesteds nyeste café (der har dog ligget café på stedet tidligere) er Café Sælen. Her kan du bl.a. få kaffe, kage, salater, varm kakao og hjemmebagte boller. Et venligt sted med familiær atmosfære. På Nørregade 1, 3390 Hundested.

Fjordens Minigolf

Fjordens Minigolf på havnen har også en café tilknyttet. Her kan du bl.a. få kaffe, kage, toast og fish & chips. Der er også et udvalg af fadøl. På Havnegade 16, 3390 Hundested.

Caféer i Lynæs

Ann’s Lækkerier

I den hyggelige have i Lynæs serverer Ann kaffe og lækker hjemmebag, som du også har mulighed for at købe med hjem. Den lille café har en meget familiær atmosfære, og det er næsten som at være på besøg hos en god ven. På Frederiksværkvej, 3390 Hundested.

Caféer i Liseleje

Michael’s

Kaffe- og madbar kalder Michael selv hans lille hyggelige sted i hjertet af Liseleje. Her kan du få kaffe fra Coffee Collective og te fra Sing Tehus, men Michael serverer også te, øl, vin og saft. Er du sulten kan du frisklavede croissanter og sandwich lavet med økologisk brød. På Liselejevej 103A, 3360 Liseleje.

Ærligt

Ærligt er café, kaffebar og bageri. Kæden har nu fem butikker i Nordsjælland, hvor man tilbyder kaffe, saft, kager, salater og såkaldt klappere, der er en slags sandwich. Hjemmebag, friske råvarer og kaffe i topklasse synes at være i fokus hos Ærligt, hvor alt selvfølgelig er økologisk. På Liselejevej 113, 3390 Hundested.

Kaffehuset på Liseleje Badehotel

Kaffehuset på Liseleje Badehotel byder på kaffe, kage og lette frokostretter som sandwich, smørrebrød og et lille udvalg af varmt. Du kan også få vin og øl fra Ørbæk. På Liselejevej 62, 3360 Liseleje.

Caféer andre steder i Halsnæs

Torup Spisehus

Spisehuset i Torup serverer kaffe, men også øl, naturvin, kambucha og sirup med eller uden brus. Selvfølgelig kan du også få kage, og er du mere sulten serveres der økologiske og hjemmelavede retter lavet af lokale råvarer. På Solen 1A, 3390 hundested.

OM Café & Deli

Kaffe, kage, sandwich, bowles, salater og meget andet er på programmet på den hyggelige OM Café & Deli i Asserbo. Her er også et udvalg for vegetarer og så kan f.eks. glutenallergikere med fordel kigge forbi caféen. Der er mulighed for at sidde inde og ude. På Liselejevej 8A, 3360 Liseleje.

Kort over Halsnæs

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *