Mellem Frederiksværk og Auderød et stenkast fra Arresø kan du kombinere natur og historie i området omkring Dronningholm Borgruin. Det var Valdemar den Store, der i slutningen af 1100-tallet grundlagde borgen, der blev færdiggjort af Valdemar Sejr.
Borgruinen er opført som en såkaldt motte – en borgtype bestående af et enkelt tårn med en voldgrav rundt om. Ved Dronningholm kom der senere flere bygninger til, men i dag er alt ruiner.
Du kan dog stadig se fundamenterne af borgen og ude i siden omridset af et tårn. Voldgraven er helt tydelig og med tanke på, at vandstanden i Arresø var højere for 800 år siden, så er det ikke svært at forestille sig, at Dronningholm lå på en lille ø.
I middelalderen var borge som Dronningholm almindelige – de blev ikke kun brugt til forsvar, men også til at signalere magt. Historien fortæller, at Gustav Trolle, der var ærkebiskop i Uppsala og spillede en hovedrolle i det Stockholmske blodbad, afslog at overgive Dronningholm til den nyudnævnte Frederik l i 1523.
Kongen tog borgen med magt, men havde tilsyneladende ingen planer om at bruge den. Dronningholm forfaldt, og efter sigende blev borgens mursten brugt som byggematerialer til Frederiksborg Slot i Hillerød. Rundt om i Nordsjælland ligger flere andre lignende borgeruiner – f.eks. i Asserbo, Søborg og Gurre.
Bæverdæmningen ved Dronningholm Mose
Når du skal besøge Dronningholm er det nemmest at parkere ved den store parkeringsplads lige før borgen (se præcis placering på kortet nederst på siden), hvorfra du kan tage på en smuk gåtur i bævernes verden.
I 2009 og 2010 blev der sat 14 bævere ud forskellige steder i Arresø. Et af bæverparrene har slået sig fast ned ved Dronningholm Mose, hvor de ved hjælp af en meterhøj dæmning har skabt et fantastisk og næsten mystisk landskab med døde og væltede træer.
For 1000 år siden var bæveren almindelig i Danmark, hvor de var med til at skabe balance i naturen. Det er den naturpleje, man håber at få tilbage – ved Dronningholm gør Europas største gnaver i hvert fald sit til at give dyr og planter optimale leveforhold.
Til lyden af fuglekvidder kan du tage på opdagelse i det smukke naturområde. Du skal være heldig for at få øje på de nataktive bævere, men i 2021 er der opsat et observationsskjul i vådområdet, hvor du med lidt tålmodighed har chance for at spotte de smukke dyr.
Har du ikke heldet med dig, så er der til gengæld gode muligheder for at se mærker på træerne efter deres kraftige fortænder.
Gåturen rundt om Dronningholm Mose er forholdsvis kort og slutter ved Ladegårdssøen, der ligger i en nedlagt grusgrav. Her kan du fiske ørreder (kræver fiskekort) og måske overnatte i shelteret lige ved siden af.
Lej sommerhus i Halsnæs
Der er masser af sommerhuse i Halsnæs, men kun få bliver lejet ud. Det er derfor en god idé at booke feriehus i god tid – det gælder især hvis du har særlige krav til f.eks. størrelse, beliggenhed eller faciliteter.
Find det perfekte sommerhus i Halsnæs hos nogle af Danmarks største feriehusudlejere, der ofte har rabatkoder eller kampagner:
Se feriehuse hos Dancenter >Se feriehuse hos Sol & Strand >Se feriehuse hos Campaya >
Kort over Halsnæs