Jægerspris Slot

I Hornsherred ligger det mindre Jægerspris Slot, der er mest kendt for at have været Frederik 7. og Grevinde Danners hjem. Slottet indeholder i dag et museum med flere af parrets effekter, og du kan gå en tur i den fine slotspark (hvor Danner ligger begravet) og den såkaldte mindelund

I området ligger også en jættestue og den berømte kongeeg, der siges at være mellem 1500 og 2000 år gammel.

Hvor Jægerspris Slot ligger opførte Valdemar Sejr i 1300-tallet en kongsgård, der gik i arv til rigets tronfølgere. Den driftige Christian 4. udvidede bygningerne, som i 1673 blev overtaget af overhofjægermester Vincents von Hahn. Det var ham, der gav det navnet Jægerspris Slot.

i 1856 købte Frederik 7. slottet som gave til sin hustru Louise Christine Rasmussen, der er bedre kendt som Grevinde Danner. Hun var borgerlig, og det siges, at parret søgte tilflugt på Jægerspris Slot, når de fik nok af overklassens sladder.


Ferie i Danmark: Book hotel, hostel eller bed & breakfast >


Efter Frederik 7.s død oprettede Grevinde Danner i hans navn en stiftelse, der skulle hjælpe piger fra fattige kår. Hun åbnede også slottet for besøgende med et ønske om, at det skulle stå urørt og som et evigt minde.

Indenfor er slottet derfor et imponerende indblik i bl.a. tøj, møbler, indretning og genstande fra midten af 1800-tallet. Du kan desuden se kunstværker og kongens fine våbensamling, men der er også information om stiftelsens børnehjem.

I slotsparken står 54 mindestøtter, men vigtigst er nok Grevinde Danners åbne grav, hvor du kan se hendes sarkofag.

Besøg Jægerspris Slot

Jægerspris Slot ligger på adressen Slotsgården 20, 3630 Frederikssund. Der er parkeringspladser overfor indkørslen til slotsgården. Du kan se mere om åbningstider og entrépriser på slottets hjemmeside. Jægerspris Slot kan eventuelt kombineres med Selsø Slot, der ligger ca. 17 km mod syd på Hornsherred. Er I sultne, så ligger Gerlev Kro tæt på.

Afstand fra Frederiksværk: 25 km
Afstand fra Liseleje: 30 km
Afstand fra Hundested: 37 km (17 km med færgen fra Sølager til Kulhuse)

Kort over Halsnæs

Jægerspris Slot set fra slotsparken
Grevinde Danners grav

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *