Sheltere i Halsnæs

Elsker du at overnatte i naturen, så har Halsnæs en lang række gode shelters, der ligger helt unikt. Mest bemærkelsesværdig er selvfølgelig Havhytten – den flydende shelter i Roskilde Fjord, men du kan også bo i vandkanten med den smukkeste solnedgang eller ud til Arresø, hvor du bl.a. har mulighed for at spotte ørne. Læs mere om sheltere i Halsnæs herunder.

Strø Bjerge

I bunden af en nedlagt grusgrav ligger en shelterplads med grill og bålsted. Et fint udgangspunkt for en gåtur på bakkekammen i Strø Bjerge. Der er gode parkeringsmuligheder tæt på shelteren, der ikke kan bookes. Grimstrupvej 10, 3310 Ølsted.

Havhytten ved Hvide Klint

Måske Danmarks første flydende shelter. Beliggenheden ud for Hvide Klint i Roskilde Fjord er helt unik. Havhytten kan kun nås sejlende eller svømmende. Shelteren er ejet af Halsnæs Kommune og kan bookes påFriluftsguidens hjemmeside. Poul Rasmussensvej 25, 3300 Frederiksværk.

Shelter ved St. Havelse Strand

Også shelteren ved stranden i St. Havelse er ejet af Halsnæs Kommune. Her kan du sove få meter fra vandkanten og med udsigt til Roskilde Fjord. Shelteren er ganske lille med plads til 2-4 personer. Kan benyttes både med og uden booking. Førstnævnte sker via Friluftsguidens hjemmeside. Store Havelse Strandvej 40, 3310 Ølsted.

Ølsted Grusgrav

På kanten af den nu nedlagte grusgrav i Ølsted kan du bo i et af de to sheltere, der hver har plads til fem personer. Der er tilknyttet bålplads, madpakkehus og naturlegeplads. Fra april til oktober er der adgang til vand. Shelteret er privatejet, men til fri afbenyttelse og kan ikke bookes. Rakenhøjvej, 3310 Ølsted

Vandkalven shelter ved Asserbo slotsruin

Shelter, der ligger ud til en ganske lille sø tæt på Asserbo Slotsruin og med Tisvilde Hegn som nabo. Her er plads til seks personer, men der er også mulighed for at slå telt op. Der er grill og bålplads på begge sider af søen. Vandkalven shelter skal bookes på Naturstyrelsens hjemmeside. Bisp Absalons Vej 28, 3300 Frederiksværk.


Udstyr til friluftslivet: Camping, vandsport og naturoplevelser >


Havørnen Shelter – Arrenæs

Helt ude på Arrenæs med udsigt til Arresø ligger Havørnen shelter, der har bålplads og borde og bænke. Denne shelter ligger smukt og lidt afsides med mulighed for bl.a. at observere ørne. Shelteret skal bookes på Naturstyrelses hjemmeside. Nordhusvej 67, 3300 Frederiksværk.

Shelter ved Ladegårdssøen

Flot beliggende shelter lige ud til Ladegårdssøen (husk fisketegn, hvis du vil fiske). Her er plads til 10 personer, og der er tilknyttet en bålplads. Shelteret, ligger tæt på Dronningholm Borgruin og bæverdæmningen, kan ikke bookes. Auderødvej 52, 3300 Frederiksværk.

Shelter Naturcenter Auderød Havn – Arrenæs

Ved den ganske lille havn ud til Arresø på Arrenæs ligger denne større shelter med plads til ca. 14 personer. Der er bålplads og adgang til vand og toilet fra påske til efterårsferien. Et glimrende begyndersted, der kan bookes på Naturstyrelsens hjemmeside. Auderødvej 89, 3300 Frederiksværk.

Ullerup Skov

Større shelter med plads til 14 overnattende personer. Der er overdækket bålsted tilknyttet shelteren og mulighed for at slå et par mindre telte op. Der er en fin naturlegeplads lige ved siden af. Kan bookes på Naturstyrelsens hjemmeside. Torupvejen 22, 3390 Hundested.

Lynæs Havn

På Lynæs Havn ligger to sheltere ved siden af hinanden. De er primært tiltænkt kajakroere, men alle må benytte dem. Der er grill og bålsted tilknyttet samt adgang til bad og vand. Shelterne kan ikke bookes. Lynæs Havnevej 15B, 3390 Hundested.

Havhytten – den flydende shelter i Roskilde Fjord

Klar til ferien i Halsnæs?

Når du har booket overnatning i Halsnæs – sommerhus, hotel eller bed & breakfast, kan du finde udstyr til f.eks. camping, cykelferien eller oplevelser i naturen.

Halsnæs har masser af aktiviteter og seværdigheder, men der skal også være tid til hygge og samvær – få forslag til sjov og spil uanset vejret eller hvad med en god bog til ferien?

Er du i tvivl om, hvor du skal starte, så kan du se min top 5 i Halsnæs og læse guiderne til Lynæs, Liseleje, Hundested og Frederiksværk. Rigtig god ferie i Halsnæs!

Kort over Halsnæs

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *