Selvom du måske kommer til Halsnæs for de skønne strande, så skal du alligevel tage dig tid til at opleve alt det andet området har at byde på.
Uanset om du er til spændende historie, flotte naturoplevelser eller kunst og kultur, så kan du finde det her. Læs mere om alt det du kan opleve herunder, hvor du også kan klikke dig videre til mere uddybende indlæg om en række af seværdighederne. Du kan finde alle nævnte steder på kortet nederst på siden.
Seværdigheder i Frederiksværk
Industrimuseet
Det ganske lille museum, der ligger i det gamle palæ opført omkring år 1800 til forstanderen af Frederiks Værk, er et godt sted at begynde. Her kan du lære mere om byen og dens udvikling fra krudtværksby i midten af 1700-tallet til nutidens Frederiksværk, hvor industrien stadig spiller en vigtig rolle. Museet har åbent tirsdag til fredag fra kl. 10-14 og byder på både faste og skiftende udstillinger.
Byens historiske huse
Som Danmarks ældste industriby har Frederiksværk en stribe historiske huse, som du kan opleve på en byvandring (se et forslag til en byrundtur i Frederiksværk her). Bag Industrimuseet ligger Gjethuset, der ikke er til at overse. Den store bygning blev opført i 1760 ’erne og brugt som kanonstøberi. I dag fungerer Gjethuset som kulturhus, hvor der året rundt bliver arrangeret koncerter, foredrag m.m.
Skråt overfor Industrimuseet vil du se Arsenalet og Projektilmagasinet – to fine bygninger, der er opført på nogenlunde samme tidspunkt som palæet. Begge bygninger blev brugt som opbevaringsrum for våben og ammunition.
Blot 100 meter fra Arsenalet ligger Frederiksværk Kirke fra 1911. Kirken er i skønvirkestil og opført ved siden af kanalen, hvor der engang lå en markedsplads. Kirkens klokke er støbt i kanonstøberiet, der også leverede klokker til andre kirker – bl.a. Vor Frue Kirke i København.
I begyndelsen af Strandgade, der hører til Frederiksværks mest betydningsfulde gader, kan du se en af de sluser, der regulerede vandtilstrømningen fra Arresø. I Strandgade 1 lå der tidligere en kniv- og sabelfabrik og i nummer 24 kobbersmedens værksted. Du skal selvfølgelig også se Skjoldborg – læs mere om bygningen i indlægget Skjoldborg og historien om Kobbervalseværket.
Krudtværksområdet
Området ved det gamle krudtværk gemmer på spændende historie og interessante bygninger. Krudtværket blev drevet ved hjælp af vandkraft fra kanalen, og det var her Fabritius og J.F. Classen havde held med at fremstille krudt til den danske hær.
På området, der blev grundlagt i 1760 ’erne, ligger en stribe bygninger som trækulsbrænderiet, bomuldstørreriet og ved siden af svovl- og salpetermagasinet. Der var ikke kun produktion af krudt på området, men også værksteder og boliger til arbejderne.
Fremstilling af krudt var ikke ufarligt. På krudtværksmuseet kan du høre mere om produktionen og hvordan man med volde og høje træer forsøgte at afbøde eksplosionerne, når det gik galt.
Museet har en række historiske bygninger, og vandmøllerne langs kanalens sider sørgede for energi til krudtfremstillingen. Krudtværksmuseet ligger på Krudtværksalléen 1 og har åbent fra tirsdag til lørdag fra kl. 11-16. Læs mere i indlægget Krudtværksmuseet og en tur rundt på Krudtværksområdet.
Frederiksværk Brandværnsmuseum
Det lille museum har et udvalg af brandslukningskøretøjer – fra de håndtrukne til de motoriserede. I sommersæsonen kan du få en tur gennem byen i en af de gamle brandsprøjter, der ligesom museet er et sikkert hit hos børnene.
Frederiksværk Brandværnsmuseum drives af frivillige og har de senere år udvidet med en bunker, hvor du kan se genstande fra besættelsestiden. På Vognmandsgade 5, 3300 Frederiksværk. Åbent lørdag mellem kl 11-15 fra påske frem til efterårsferien.
Bakkestien
I det kuperede terræn bag byens centrum kan du tage en god vandretur på Bakkestien. Her har du ikke bare en flot udsigt over Frederiksværk og Roskilde Fjord, men kan også spotte sjældne planter som svalerod og tjærenellike.
Det var her langs stien de såkaldte krudttårne lå. Tårnene, der egentlig var lave aflange huse, blev brugt til opbevaring af det færdige krudt. I dag er der ingen spor efter krudttårnene, men på kommunens kort over Bakkestien er det markeret, hvor de engang lå.
Den oprindelige Bakkesti ender ved Bjørnedalsvej, men har du friske ben, må du ikke snyde dig selv for den smukke tur videre mod syd. Gå et par hundrede meter ned ad Strandvejen for at krydse togsporet og fortsæt gennem Lille Kregme til du når Grævlingehøj. Landskabet er kuperet og bestemt ikke for gangbesværede, men langs kystskrænterne bliver du så rigeligt belønnet med de flotteste udsigter.
Stien er fint skiltet med “Bakkestien”, men er også markeret på kortet nederst på denne side. Du kan eventuelt tage toget tilbage til Frederiksværk – Kregme Station ligger ca. 400 meter fra Grævlingehøj. Husk at trykke på knappen, så toget stopper. Læs mere i indlægget Bakkestien i Frederiksværk og Lille Kregme.
Seværdigheder i Hundested
Knud Rasmussens Hus
Polarforskeren Knud Rasmussen opførte i 1917 sit hus i det kuperede terræn få hundrede meter nord for Hundested. Huset ligger smukt med udsigt over Kattegat, og det er som om, at det vender i retning mod det Grønland, som han elskede så højt. Knud Rasmussen deltog i adskillige ekspeditioner i Grønland, hvorfra han hjembragte uvurderlig viden.
Huset i Hundested er i dag museum, hvor du kan lære mere om polarforskeren og ikke mindst Grønland. Knud Rasmussen skrev sine bøger og forberedte sine ekspeditioner i huset, der gemmer på billeder, spændende historier og en række af hans personlige effekter. Se mere i indlægget Knud Rasmussens Hus.
Vandretur fra Spodsbjerg Fyr til Kikhavn
Et stenkast fra Knud Rasmussens hus ligger Spodsbjerg Fyr. Herfra kan du tage på en flot vandretur ned til Kikhavn. Du har flere steder de smukkeste udsigter over Kattegat, og i klart vejr kan du se helt til Hesselø og Sverige.
Det var omtrent ved Spodsbjerg Fyr, der engang lå et stenrev som strakte sig ud i Kattegat. Her levede masser af sæler, der var mål for skiftende kongers jagtselskaber, og det siges, at sælhundene har givet navn til Hundested.
Undervejs på turen kan du holde øje med svalerne, der har bygget redehuller på kystskrænterne. Tættere på Kikhavn vil du i juni og juli have blomstrende hybenroser til alle sider, og på en eller anden måde er denne strækning indbegrebet af sommerdanmark.
Endemålet Kikhavn er en lille idyllisk by med stråtækte bindingsværkshuse. Her er ingen havn, men til gengæld hev datidens fiskere bådene op på stranden. Kikhavns historie kan spores tilbage til 1200-tallet, og det nuværende landsbymiljø har stået nogenlunde urørt de sidste 200 år. Se mere i indlægget Vandretur fra Spodsbjerg Fyr til Kikhavn.
Hundested Skanse
Oppe over Trekanten, Hundesteds fine sandstrand, ligger Skansen, der var en del af det danske kystforsvar. Skansen blev opført i 1809 i forbindelse med Englandskrigene fra 1807 til 1814. Herfra var der god udsigt over indsejlingen til Isefjorden og Roskilde Fjord.
Skansen havde otte kanoner og to morterer, der sammen med en mindre flåde af kanonbåde i Rørvig skulle tage kampen op med englænderne. I dag er der kun ganske lidt tilbage af forsvarsværket, men det er et fint sted at besøge på vej til Knud Rasmussens Hus eller eller hvis du vil prøve kræfter med den smukke vandretur fra Spodsbjerg Fyr til Kikhavn.
Lyngbakkerne
I udkanten af Hundested i retning mod Lynæs dukker der pludselig et stykke smuk natur op. Lyngbakkerne er præcis som navnet: Et bakket landskab med lyng, men også med planter som sandløg, bakkenellike og den sjældne kassubisk vikke.
Lyngbakkerne blev fredet i 1948, og i dag står en flok får for naturplejen på overdrevet, hvorfra du har en fin udsigt over fjorden. Der er indgang flere steder til det aflukkede område – bl.a. fra Lyngstien, Skovbakken og Birkevej.
Seværdigheder i Liseleje
Byens historiske huse
Som nævnt opførte J.F. Classen de første huse i Liseleje i slutningen af 1700-tallet. Flere af dem eksisterer endnu – f.eks. på Liselejevej 54, 56 og 58. Omkring år 1900 begyndte byen at vokse, hvor der løbende kom nye bygninger til.
En af de mest kendte er Solskin på Liselejevej. Huset blev opført i 1910 og var et af de pensionater som københavnerne valfartede til om sommeren. Spar-købmanden på det lille torv er opført i 1916 og kendt som Købmand Vad. Familien Vad har drevet købmand her siden 1946 – i dag er det 3. generation, der kører butikken.
Overfor Købmand Vad, på torvet, ligger det gule ishus fra 1936. Det fine bindingsværkshus ved siden af er opført helt tilbage i 1890. Ned ad Classensvej ligger flere andre gamle huse og for enden vil du se ishuset opført i 1901.
Det var her fiskerne opbevarede is til brug for deres fangst, som de solgte i området fra bl.a. trillebøre. Ishuset ligger på stejlepladsen, hvor der i gamle dage blev ordnet fiskegarn. Liseleje havde ingen egentlig havn – her blev bådene i stedet for trukket op på stranden eller lå for svaj ud for kysten.
Hyllingebjerg
Det flotte naturområde ved Hyllingebjerg tre kilometer vest for Liseleje kan besøges på en gåtur langs kysten eller gennem det store sommerhusområde. Du kan selvfølgelig også tage bilen til Hyllingebjerg, hvor der er gode parkeringsmuligheder.
Hyllingebjerg ligger højt oppe over den nordsjællandske kyst, og herfra er der på klare dage udsigt til bl.a. Hesselø og Sverige. Mens det meste af kysten er udlagt som sommerhusområde med private grunde helt ud til skrænterne, så er der ved Hyllingebjerg adgang for alle.
Her er en fin strand, som du når ad en stejl trappe med havtorn og hybenroser til begge sider. Du vil også kunne se kystsikringen, der ligesom andre steder langs kysten blev nødvendig da de oprindelige sten blev fjernet og brugt til nye byer og bygninger.
Hyllingebjerg er i øvrigt kendt for Hyllingebjergstenen, der er Danmarks største sten med helleristninger. Stenen blev fundet i skrænten i 1995 og har en lang række fine billeder af bl.a. skibe. I dag kan Hyllingebjergstenen ses i foyeren på Frederiksværk Bibliotek.
Seværdigheder i Lynæs
Ishuset og Barkehuset
De to huse ved indgangen til havnen er hurtigt overset, men hvad de ikke har af størrelse, har de af historisk betydning. Som i andre havne i 1800-tallet var det nødvendigt med et ishus, der skulle forlænge fangstens holdbarhed. Isflager fra fjorden holdt huset nedkølet i lang tid – ofte helt frem til efterårsmånederne.
I Barkehuset fremstillede man imprægnering til fiskegarnene af bl.a. kogt bark. En proces, der både styrkede og forlængede garnenes holdbarhed. Ishuset og Barkehuset blev renoveret i 2005 og bruges i dag til opbevaring.
Seværdigheder andre steder i Halsnæs
Arresø
Arresø er Danmarks største sø. Her finder du smuk natur og et rigt fugleliv med mulighed for bl.a. at spotte hav- og fiskeørn. Oprindelig var søen en fjord ud til kattegat, men tilsanding i 1600-tallet betød, at det blev nødvendigt at grave en afvandingskanal ud til Roskilde Fjord.
Det var vandkraften fra den kanal, der satte industriproduktionen i Frederiksværk i gang. Ved Arresødal kan du se en af de sluser, der er med til at regulere vandmængden i kanalen.
Det er også her du finder den lille turbåd Frederikke, der i sommermånederne kan tage dig med ud på søen. Her kan du være heldig at opleve det fantastiske fugleliv, som Arresø er så berømt for.
Du skal heller ikke snyde dig selv for en tur ad den 265 meter lange træbro, der gennem rørskov fører dig helt ud til søbredden. Arresø er i øvrigt udlagt som EU-habitatsområde under Natura 2000, som skal beskytte sjældne og truede dyre- og plantearter. Læs mere i indlægget Arresø – oplevelser ved Danmarks største sø.
Dronningholm Borgruin og bæverdæmningen
Ud til Arresø mellem Frederiksværk og Auderød, kan du besøge Dronningholm Borgruin og det fantastiske vådområde ved siden af. Borgruinen er resterne af Valdemar den Stores forsvarsborg fra 1100-tallet, der er opført som en såkaldt motte – en borgtype med et enkelt tårn og en voldgrav.
Ved Dronningholm er der senere kommet andre bygninger til, men alt er i dag ruiner. Du kan dog stadig se fundamenter og omridset af et tårn ligesom voldgraven er helt tydelig – i middelalderen stod vandet højere i Arresø, og Dronningholm har dengang ligget på en ganske lille ø.
Bag borgruinen kan du tage en vandretur rundt om det smukke vådområde, der er en mystisk verden med døde og væltede træer. Fra 2009 til 2011 blev der sat bævere ud i Arresø, og det er dem, der har skabt det imponerende landskab.
Det er et skønt naturområde med masser af fugleliv, og turen bringer dig også forbi Ladegårdssøen, hvor du har mulighed for at bo i shelter. Læs mere i indlægget Dronningholm Borgruin og bæverdæmningen.
Grønnesse Skov og Grønnessegård Gods
Ud til Roskilde Fjord mellem Frederiksværk og Hundested ligger Grønnesse Skov og det fine lille gods. Oprindelig blev det opført af J.F. Classen, der stod bag krudtproduktionen i Frederiksværk, men den nuværende hovedbygning er kommet til senere. Til gengæld ligger der rundt om en række staldbygninger med nogle imponerende flotte stråtag.
Grønnesse Skov er bl.a. kendt for sine mange ramsløg i foråret, men her er også mulighed for at se dyr som fasan, rådyr og lidt mere sjældent kronhjort. I skoven finder du Carlsstenen – en 5000 år gammel runddysse, der sammen med en stribe gravhøje vidner om liv på Halsnæs i sten- og bronzealderen. Læs mere i indlægget Grønnesse Skov og Grønnessegård Gods.
Kikhavn
Et af Danmarks mest charmerende byer må uden tvivl være Kikhavn, der ligger ud til Kattegat. Kikhavn blev grundlagt i det 13. århundrede, hvor datidens fiskere leverede sild til markederne i bl.a. Dragør og Skåne. Byen har ikke en havn i traditionel forstand – her trak man bådene op på stranden.
Det siges, at Kikhavn ser ud som den gjorde for 200 år siden – i hvert fald er den lille by med de stråtænkte huse hyggelig, og det er oplagt at gå en tur langs kysten til Nødebohuse eller Spodsbjerg Fyr og Knud Rasmussens Hus. Læs mere i indlægget Kikhavn – Halsnæs ældste fiskerleje
Asserbo Slotsruin
Med Tisvilde Hegn som nabo ligger Asserbo Slotsruin, der blev opført i 1100-tallet som kloster. Det har bl.a. tilhørt Biskop Absalon og Sorø Kloster inden det blev overtaget af kongemagten. Læs mere i indlægget Asserbo Slotsruin – kloster, ladegård og kongens jagtområde.
Tisvilde Hegn
Et af Danmarks største skovområder er Melby Overdrev, Asserbo Plantage og Tisvilde Hegn. Det er især sidstnævnte, der er velbesøgt, og her kan du bl.a. opleve Troldeskoven med de ejendommelige træer, et kuperet landskab med spor efter den store sandflugt og en række historiske områder som Helenekilde og den tildækkede landsby Torup. Læs meget mere i indlægget Tisvilde Hegn – et af Danmarks største skovområder.
Rigtig mange tak for de gode forslag som vi havde stor glæde af i vores kristi Himmelfartsferie.