Liseleje på nordkysten er en af områdets mest populære feriebyer. Her kommer man for den lange fine sandstrand, der er som en magnet på sommerglade turister fra nær og fjern. Byen er ganske lille, men i sommermånederne mangedobles indbyggertallet, hvor forventningen om strandvejr og nogle gode dage med sand mellem tæerne gennemsyrer den hyggelige badeby.

 

Liseleje – Nordsjællands hyggelige badeby

Liseleje er en del af den Den Danske Riviera, men hvor det i f.eks. Hornbæk og Tisvildeleje var kunstnerne, der drev den første turisme, så var det her jernbanen fra Frederiksværk, som åbnede i 1897.

Inden da, omkring 1784, opførte J.F. Classen, der sammen med etatsråd Just Fabritius havde overtaget produktionen af krudt og kanoner i Frederiksværk, flere huse i Liseleje som han efter sigende opkaldte efter sin hustru Anna Cathrina, der blev kaldt Lise.

Som det var tilfældet andre steder langs nordkysten, så betød bedre infrastruktur også flere turister. I 1916 blev jernbanen forlænget til Melby, der lå tættere på Liseleje. Områdets fiskere begyndte at leje værelser og huse ud til de besøgende, som primært kom fra København.

Nye overnatningssteder i form af hoteller og pensionater skød op, og med årene blev der bygget tusindvis af sommerhuse i Liseleje, Melby og Asserbo. Det var her københavnerne kunne komme væk fra storbyens larm for at tilbringe ferier og weekends tæt på stranden og med god afstand til naboen.

I dag er Liseleje en klassisk dansk ferieby, men i mindre målestok. Jo, du kan selvfølgelig finde et ishus, en stribe spisesteder og lidt indkøbsmuligheder, men udvalget er begrænset. Til gengæld finder du ikke et bedre sted til strandferie end her.

På varme sommerdage er stranden i Liseleje som et fluepapir, men gå mod øst og du vil nå det øde klitlandskab ved Melby og det flere kilometer lange strandområde ved Asserbo. Her har du alle muligheder for at finde din egen lille gryde.

I løbet af sommeren arrangerer forskellige foreninger f.eks. musik, torvedage, white night, syng solen ned eller socialt samvær i Hyggehaven.

Liseleje Badehotel ligger et stenkast fra stranden

 

Overnatning i Liseleje

Den tid er forbi hvor Liseleje havde et større udvalg af hoteller og pensionater – i dag er der kun få muligheder. Der er heller ikke mange sommerhuse du kan leje, så det gælder om at være hurtigt ude, hvis du vil sikre dig overnatning i sommerperioden.

Se udvalget af sommerhuse i Liseleje her, hvor du har mulighed for at bo et stenkast fra stranden eller i et kæmpehus med plads til flere generationer. Se endnu flere huse hos f.eks. Dancenter.

Liseleje Badehotel

Det lille badehotel centralt i Liseleje ligger blot et par hundrede meter fra stranden. Her kan du få værelser med privat eller fælles badeværelse. Badehotellet har en hyggelig have, og der er mulighed for at tilkøbe morgenmad. På Liselejevej 62, 3360 Liseleje. Se billeder og aktuelle priser på Liseleje Badehotel eller læs mere om stedet her.

Lindebjerggårds Bed & Breakfast

I Melby, ca. 2 km fra Liseleje, ligger Lindebjerggårds Bed & Breakfast i en flot gammel bygning fra 1890. Lindebjerggård tilbyder rummelige dobbeltværelser med privat eller fælles badeværelse. Tidligere gæster roser især beliggenheden og den venlige vært. På Lindebjergvænget 10, 3370 Melby. Se billeder og aktuelle priser på Lindebjerggårds Bed & Breakfast.

Liseleje Camping

Campingpladsen, der ligger tæt på Melby og ca. 1,5 km fra Liseleje, udlejer også hytter med plads til fire personer. Hytterne har terrasse og lille køkken. På Lindebjergvej 13, 3370 Melby. Se billeder og aktuelle priser på Liseleje Camping.

Haveje ligger et stenkast fra Liselejes dejlige sandstrand

 

Spisesteder i Liseleje

Liseleje har et pænt udvalg af spisesteder. Nogle ligger i selve byen, mens andre kan findes på Liselejevej eller Nyvej i Asserbo. Du kan finde alle spisesteder i Halsnæs her.

Maku

Burgere og store bøffer lavet af kvalitetskød er omdrejningspunktet på Maku. Tænk krogmodnet kød og ribeye fra USA, Japan og Australien. Restauranten har også vegetarretter og et udvalg af salater. På Liselejevej 7D, 3360 Liseleje.

Mamas & Tapas

På Liseleje Badehotel ligger Mamas & Tapas, der har åbent til frokost (fra kl. 13), hvor menukortet byder på bl.a. laks, rejer, salat, ostesandwich, stjerneskud og spansk pølse og skinke. Om aftenen er der også flere varme retter med mulighed for at sammensætte din egen tapas. Køkkenet er generelt spanskinspireret. Se mere på badehotellets hjemmeside. På Liselejevej 62, 3360 Liseleje.

Haveje

Tjekket strandbar med gode burgere (også vegetar), men du kan også få salat og sandwich. God stemning og perfekt beliggenhed kun 100 meter fra den gode sandstrand. Begrænset åbningstid udenfor højsæsonen. På Lisehøjvej 10, 3360 Liseleje.

Bella Luna

Pizza, pasta, burger, steaks og wienerschnitzel er blot en lille del af udvalgt på Bella Luna, der også har flere børnemenuer. Et spisested, hvor de fleste kan finde noget på menukortet de kan lide. På Nyvej 16, 3360 Liseleje.

L’Ancora

På hovedgaden i Liseleje (Liselejevej) ligger L’Ancora, der kalder sig selv et spaghetteria og pizzaria. Og det passer så glimrende til menukortet, der primært består af netop pizza og pastaretter. Heldigvis af god kvalitet – her er der kræset om maden, der tilmed fås til overkommelige priser. Der er også mulighed for at få glutenfri pizzaer.

L’Ancora har åben alle dage fra kl. 12-21. Der kan være andre åbningstider udenfor højsæsonen. På Liselejevej 111, 3360 Liseleje.

Liseleje Fisk & Deli

Hos Liseleje Fisk & Deli kan du ikke bare købe frisk fiskog skaldyr til madlavningen derhjemme, men også få lidt at spise. F.eks. tapas, stjerneskud, fiskefrikadeller og fish & chips. Stedet har åbent fredag fra kl. 10-17 og fredag og lørdag fra kl. 10-14. Der kan være andre åbningstider i sommerperioden. På Liselejevej 113, 3360 Liseleje.

Lisestuen

Det store menukort byder på bl.a. steaks, wienerschnitzel, stjerneskud og burger. Lisestuen har åbent til frokost og aftensmad. Der er mulighed for at sidde inde og ude. På Liselejevej 44, 3360 Liseleje.

Le Papillon

Dansk kromad er i fokus på Le Papillon, der af og til har livemusik. På Liselejevej 64, 3360 Liseleje.

Et af Liselejes gamle huse fra J.F. Classens tid

 

Caféer i Liseleje

Michael’s

Kaffe- og madbar kalder Michael selv hans lille hyggelige sted i hjertet af Liseleje. Her kan du få kaffe fra Coffee Collective og te fra Sing Tehus, men Michael serverer også te, øl, vin og saft. Melder sulten sig er der også frisklavede croissanter og sandwich lavet med økologisk brød. På Liselejevej 103A, 3360 Liseleje.

Kaffehuset på Liseleje Badehotel

Kaffehuset på Liseleje Badehotel byder på kaffe, kage og lette frokostretter som sandwich, smørrebrød og et lille udvalg af varmt. Du kan også få vin og øl fra Ørbæk. På Liselejevej 62, 3360 Liseleje.

På vej ned ad trapperne til Hyllingebjerg Strand

 

Seværdigheder i Liseleje

Byens historiske huse

Som nævnt opførte J.F. Classen de første huse i Liseleje i slutningen af 1700-tallet. Flere af dem eksisterer endnu – f.eks. på Liselejevej 54, 56 og 58. Omkring år 1900 begyndte byen at vokse, hvor der løbende kom nye bygninger til.

En af de mest kendte er Solskin på Liselejevej. Huset blev opført i 1910 og var et af de pensionater som københavnerne valfartede til om sommeren. Solskin var desværre i så dårlig stand, at bygningen blev revet ned i januar 2021.

Spar-købmanden på det lille torv er opført i 1916 og kendt som Købmand Vad. Familien Vad har drevet købmand her siden 1946 – i dag er det 3. generation, der kører butikken.

Overfor Købmand Vad, på torvet, ligger det gule ishus fra 1936. Det fine bindingsværkshus ved siden af er opført helt tilbage i 1890. Ned ad Classensvej ligger flere andre gamle huse og for enden vil du se ishuset opført i 1901.

Det var her fiskerne opbevarede is til brug for deres fangst, som de solgte i området fra bl.a. trillebøre. Ishuset ligger på stejlepladsen, hvor der i gamle dage blev ordnet fiskegarn. Liseleje havde ingen egentlig havn – her blev bådene i stedet for trukket op på stranden eller lå for svaj ud for kysten.

Hyllingebjerg

Det flotte naturområde ved Hyllingebjerg tre kilometer vest for Liseleje kan besøges på en gåtur langs kysten eller gennem det store sommerhusområde. Du kan selvfølgelig også tage bilen til Hyllingebjerg, hvor der er gode parkeringsmuligheder.

Hyllingebjerg ligger højt oppe over den nordsjællandske kyst, og herfra er der på klare dage udsigt til bl.a. Hesselø og Sverige. Mens det meste af kysten er udlagt som sommerhusområde med private grunde helt ud til skrænterne, så er der ved Hyllingebjerg adgang for alle.

Her er en fin strand, som du når ad en stejl trappe med havtorn og hybenroser til begge sider. Du vil også kunne se kystsikringen, der ligesom andre steder langs kysten blev nødvendig da de oprindelige sten blev fjernet og brugt til nye byer og bygninger.

Hyllingebjerg er i øvrigt kendt for Hyllingbjergstenen, der er Danmarks største sten med helleristninger. Stenen blev fundet i skrænten i 1995 og har en lang række fine billeder af bl.a. skibe. I dag kan Hyllingebjergstenen ses i foyeren på Frederiksværk Bibliotek.

Det gamle ishus i Liseleje

 

Bademuligheder i Liseleje

Liseleje Strand

Liselejes dejlige sandstrand er den direkte årsag til, at mange vælger at holde ferie i området. Når sommeren i Danmark viser sig fra sin bedste side, er det om at være hurtig, hvis man vil sikre sig en parkeringsplads ved stranden, hvor der til gengæld er god plads.

Sådan ser det måske ikke ud ved første øjekast, men gå blot ud ad stranden mod øst, hvor antallet af badegæster bliver færre. Her kommer du til Liseleje Plantage og Melby Overdrev – der er tale om mange kilometer ubrudt strand, hvor du har alle muligheder for at få lidt privatliv.

Liselejes strand har toiletter, handicapadgang og livredningstjeneste i skolernes sommerferie. Selve stranden er med sand, indbydende høje klitter og så er den dejlig lavvandet. Et børnevenligt sted, men husk at bade væk fra høfderne pga. eventuelle hestehuller og understrøm.

Skulle du blive sulten eller få lyst til en is, så ligger strandbaren Haveje og Lisestuens Isbar et stenkast væk. Liseleje strand er også et godt sted at opleve solnedgangen – måske i selskab med et godt glas rosévin.

Hyllingebjerg Strand

Ved det smukke naturområde Hyllingebjerg ligger også en dejlig sandstrand. Har du booket sommerhus i dette område, så er stranden her et rigtig god alternativ til Melby, Asserbo og Liseleje. Den gode strand har her og der sten de første par meter, men ellers er der fin sandbund. Der er ikke livredder på Hyllingebjerg Strand.

 

Aktiviteter og forlystelser

Primært i sommerperioden er der løbende events arrangeret af lokale foreninger. Det kan f.eks. være loppemarked, musik/underholdning, White Night, syng solen ned, pop-up streetfood og torvedage, hvor du bl.a. kan finde gode tilbud i forretningerne. Se mere på Facebooksiden Liseleje, hvad sker der.

Havtyren

For børnene vil et besøg ved naturlegepladsen Havtyren nok være mere spændende. Her kan man fornøje sig med bl.a. rutsjebane og balancebomme. Omdrejningspunktet er dog figuren af Havtyren, der har givet navn til en af Danmarks største naturlegepladser.

Et sagn fortæller, at det var Havtyren, som var skyld i den store sandflugt, der begyndte i 1500-tallet. For at hævne sig på bønderne, der havde stjålet dens kvæg, gik Havtyren op på land, hvor den pløjede kysten op. På Lisehøjvej 3, 3360 Liseleje.

Die Kunsthalle

Lille galleri i Liseleje med kunstfotos. Klik ind på galleriets Facebookside for at se kommende events og ferniseringer. På P. Frederiksensvej 4, 3360 Liseleje.

Bilbanen og Adventure Minigolf

I forbindelse med Lisestuens Isbar ligger en lille bilbane, hvor de mindste kan køre bil eller motorcykel i trygge rammer. Her er også en 12 hullers minigolfbane med to sværhedsgrader. På Liselejevej 44, 3360 Liseleje.

Liseleje Yogafestival

28.-30. juni, 2024. Find mere info på Facebook.

 

Kort over Liseleje og Halsnæs

14 tanker om “Liseleje

  1. Katrine Svar

    Hvis man nu booker et sommer i et af sommerhusområderne (feks Liseleje eller Asserbo) skal man så ind til Frederiksværk for at handle? Er der andre muligheder?

    • Avatar photo
      Mit Halsnæs Indlægs forfatterSvar

      Hej Katrine. Ja, der er købmand i Liseleje, en fakta i Asserbo og ved “sandet” er der også en købmand. Hvis I “bare” skal have dagligvarer, så behøver I ikke køre til Frederiksværk.

  2. Mette Palm Svar

    Aj, hvor godt. Det er ligesom at finde en guide til et sted i udlandet Tak

    • Avatar photo
      Mit Halsnæs Indlægs forfatterSvar

      Hej Mette. super, at du kan bruge guiden 🙂

  3. Køhler Svar

    Hej. Vil bare høre om en bil er et must hvis man vil tilbringe en uges tid i Liseleje? På forhånd tak

  4. Avatar photo
    Mit Halsnæs Indlægs forfatterSvar

    Du kan godt komme til Liseleje med offentlig trafik – tog/bus alt efter, hvor du kommer fra, men generelt er der kun ganske få busser i området. Du vil have svært ved at komme rundt. Kan I gå til stationen i Melby, så er der gode muligheder for at tage toget rundt i Halsnæs.

  5. Bettina Svar

    uha – jeg har holdt mange ferier som barn i liseleje. Dejligt lille fristed som jeg håber at komme tilbage til

  6. Camilla V. Svar

    Tak for info, søgte egentlig efter turistinformationen i Liseleje. Kan du hjælpe?

  7. Avatar photo
    Mit Halsnæs Indlægs forfatterSvar

    Hej Camilla. Der er ingen turistinformation i Liseleje. Den er vist sparet væk

  8. Maibrit Svar

    Var på stranden i Liseleje for nogle uger siden, synes nu ik den var så god. Flere sten og lidt tang

    • Avatar photo
      Mit Halsnæs Indlægs forfatterSvar

      Ja, stranden tager sig lidt forskelligt ud fra dag til dag – ud for p-pladsen er den ikke supergod pt., men det er bare at gå et par hundrede meter ned ad stranden 🙂

  9. Lissen og Co Svar

    Så siger vi tak for lån af jeres Halsnæs. Vi havde ikke ligefrem vejret med os i efterårsferien, men måske kommer vi tilbage en sommer…

  10. Avatar photo
    Mit Halsnæs Indlægs forfatterSvar

    I er altid velkomne i Halsnæs! Tak for jeres besøg.

  11. Theresa T. Svar

    Der er virkelig sket noget i Liseleje de senere år (til det bedre). Dejlig lilleby med god mad og mange initiativer i løbet af sommeren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *