Hundested Skanse – det gamle kystforsvar

hundested skanse

I dag syner Hundested Skanse ikke af meget, men oppe over byen ligger et mindre voldanlæg, der blev opført til brug i englandskrigene 1807 til 1814.

Forud for krigene lå et mislykket dansk forøg på at holde sig neutrale i forhold til de europæiske stormagter. Man kom dog til at træde englænderne over tæerne, og det førte til Slaget på Reden i 1801 og Københavns Bombardement i 1807.

Det var ved sidstnævnte begivenhed, at englænderne stjal eller ødelagde de danske skibe. Krigen mod den engelske overmagt fortsatte dog, men danskerne måtte nu forsvare sig med kanonbåde og de såkaldte skanser, der var udstyret med artilleri.

I alt blev der opført 214 skanser, der både kunne være stationære eller mobile med kanoner placeret på hestevogne. Hundested Skanse er fra 1809 og bestod af otte kanoner og to morterer. Sammen med batteriet ved Skansehage i Rørvig skulle de beskytte indsejlingen til Isefjorden.

Skansen var bemandet med civile fra kystmilitsen, der også skulle overvåge og forsvare strækningerne mellem skanserne. Især var det vigtigt at forsvare krudtværket i Frederiksværk, der producerede krudt, kugler og kanoner.

Hundested Skanse er bygget af jordvolde, der var forstærket med træplader. Den var omringet af en tørgrav og har udover kanoner og morterer sandsynligvis også indeholdt et krudtdepot. Havet har med tiden taget dele af voldanlægget, der var ca. 80 x 50 meter. Hundested Skanse er i dag fredet, og kanonerne på området er kun til pynt.

Et besøg ved Hundested Skanse er hurtigt overstået. Der er ikke meget tilbage af voldanlægget, men til gengæld er det endnu et sted i Halsnæs, hvor Danmarkshistorien er nærværende.

Du kan se den flotte udsigt fra Hundested Skanse og gå videre til Knud Rasmussens Hus (en kort tur, der er fint skiltet), hvorfra du kan forsætte til Spodsbjerg Fyr og den smukke kyststrækning ned til Kikhavn. Se mere om den rute her.

Kort over Halsnæs

hundested skanse
Kanonerne er kun til pynt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *