Fra færge- og fiskerihavn til en af Danmarks absolut hippeste byer. Hundested har på privat initiativ forvandlet sig fra et stykke udkantsdanmark til en innovativ havneby, hvor udviklingen er gået stærkt – rigtig stærkt.
Indholdsfortegnelse
Hundested – en innovativ havneby
Byens hyggelige havn er det naturlige centrum og omdrejningspunkt for “det nye Hundested”, hvor gallerier, caféer og spisesteder ligger som perler på en snor. Kontrasten er til at få øje på i forhold til dengang Hundested var en travl fiskerihavn med bl.a. røgeri, lodsstation og konservesfabrik.
Byen har stadig en mindre fiskeflåde og endda et bådeværft, der er med til at gøre havnen autentisk. På en eller anden måde passer det nye og gamle Hundested bare rigtig godt sammen. Det er omkring lystbådehavnen gallerier, spisesteder og mindre forretninger med design og kunsthåndværk er skudt op i takt med byens udvikling.
På den såkaldte kulturkaj er der i sommermånederne tætpakket med sejlere og feriegæster fra områdets sommerhuse, der shopper, nyder et glas vin eller et godt måltid mad. Måske mens børnene fanger krabber eller klapper en fisk på platformen lige ved siden af.
Du skal ikke snyde dig selv for en besøg hos glaspusteren yderst på havnen, der er et af flere åbne værksteder på kajen. Du kan også se kunst i X-porten og gøre et loppefund eller købe fine designs i de små gader bag kulturkajen.
Hundested er dog andet end havnen. Nørregade få hundrede meter væk er byens handelsgade, og her kan du bl.a. købe dagligvarer i Meny, Netto og Coop 365. I gaden finder du også kontantautomat og et apotek – om du er Lystsejler eller sommerhusgæst, så kan du få det meste i Hundested.
Overnatning i Hundested
Du kan leje sommerhuse i Hundested her, men vil du bo i byen, så se nærmere på nedenstående muligheder. Du kan finde alle overnatningssteder i Halsnæs her.
Harbour Inn
Ved havnen og få hundrede meter til gågaden ligger det nyrenoverede Harbour Inn, der tilbyder moderne værelser med bl.a. tv, gratis wifi og tekøkken med elkedel, køleskab, køkkengrej og kogeplader. Der er plads til fire personer på værelserne. Se billeder og aktuelle priser på Harbour Inn.
Hotel Hundested
Klassisk kro, der nu er omdannet til hotel. Stedet og nyrenoveret og har 34 værelser – du kan vælge mellem flere forskellige værelsestyper – også familieværelser med plads til fire personer. Der serveres morgenmad hver dag, som ofte er inkluderet i prisen.
Hotel Hundested ligger perfekt ved havnen og få minutters gang fra strand og station. På Nørregade 10, 3390 Hundested. Se billeder og aktuelle priser for Hotel Hundested Havn.
Bergliot Bed & Breakfast
Populært bed & breakfast, der roses for sin gæstfrihed og gode morgenmad. Stedet har en dejlig have og ligger i rolige omgivelser ca. 1,5 km fra Lynæs Havn og 2,5 km fra Hundested Havn. Der er 10 minutters gang til Vibehus Station. På Frederiksværkvej 79B, 3390 Hundested. Se billeder og aktuelle priser for Bergliot Bed & Breakfast.
Skansevej (lejlighed)
Så kan du næsten ikke bo mere perfekt i Hundested. Lejligheden på Skansevej ligger et stenkast fra Trekanten Strand og med få minutters gang til havnen. Lejligheden har plads til fire personer fordelt på to soverum. Der er både vaskemaskien og opvaskemaskine i lejligheden. Se billeder og aktuelle priser for Skansevej.
The Loft (lejlighed)
Indrettet i et gammelt bondehus ligger The Loft, hvor du kan bo i studiolejlighed med lille køkken og privat bad og toilet. Der er plads til tre personer i lejligheden. The Loft ligger ca. 1 km fra Lynæs Havn og 1,8 km fra Hundested Havn. Se billeder og aktuelle priser på The Loft.
Hundested Havnehytter
Små enkle hytter på havnen. Centralt beliggende, men ikke meget privatliv. Hytterne har køkken, terrasse og plads til fire personer. På Nordre Beddingsvej 8, 3390 Hundested. Se billeder og aktuelle priser for Hundested Havnehytter.
Spisesteder i Hundested
På trods af størrelsen har Hundested et overraskende stort antal spisesteder. Her kan du bl.a. få cafémad, frisk fisk og skaldyr og gode bistroretter lavet med årstidens råvarer. I højsæsonen (skolernes sommerferie) er det en god idé at reservere bord. Du kan se alle spisesteder i Halsnæs her.
Knud
Større restaurant i den gamle fiskeauktion på havnen. Her laver man dejlig bistromad fra bunden. Et af Halsnæs’ bedste spisesteder, der også er et perfekt sted til en fadøl eller et glas vin, mens livet på havnen passerer forbi. På Havnegade 18, 3390 Hundested.
Halsnæs Bryghus
Populært sted på havnen med eget bryg. Åbent til brunch, frokost og aften. Enkel mad og skiftende menuer. Hold øje med dagens tilbud på den sorte tavle. Bordbestilling i højsæsonen anbefales. På Nordre Beddingsvej 35, 3390 Hundested.
Brasserie Kyst
Ved beddingen på Hundested Havn ligger Brasserie Kyst, der serverer rigtig lækker mad fra det danske, spanske og franske køkken. Der er bl.a. tapas, dagens fisk, møre bøffer og 8-retters tastingmenu på kortet, der også har et udvalg til vegetarer. Åben til frokost og aften. På Norde Beddingsvej 31, 3390 Hundested.
Proviant
I den gamle købmandsgård et stenkast fra havnen. God burger, men også dagens ret og ost- og pølsebræt. Et lille intimt sted, der også vil være et godt valg for vegetarer og veganere. På Havnegade 2B, 3390 Hundested.
Molen
Med topbeliggenhed på havnen serverer Molen tapas, fisk og skaldyr, men også f.eks. bøf bearnaise og pariserbøf . Der er mulighed for at sidde ude og inde. Molen har også en bar med bl.a. 10 forskellige øl i hanerne og 35 på flaske. Stedet arrangerer desuden forskellige events i løbet af sommeren. Se mere på Molens hjemmeside. På Nordre Beddingsvej 19, 3390 Hundested.
Bellona
Bellona i Hundested har fokus på det italienske køkken med bl.a. kødretter, pizza, pasta og antipasti. Der er også sandwich og burger på menukortet. Bellona har åbent til frokost og aften. På Nørregade 19, 3390 Hundested.
Dok No 35
Kombineret Bar og Café, der tilbyder smørrebrød mandag til fredag og dagens ret tirsdag, onsdag og torsdag. Du kan også få øl, drinks og cocktails. Dok No 35 ligger på Nørregade 35, 3390 Hundested.
Havfruen
Havfruen, der ligger på havnen, har fokus på fisk og skaldyr. F.eks. fiskefrikadeller, panerede rødspætter og skaldyrsfad. På Nordre Beddingsvej 21, 3390 Hundested.
Yo-Yo
Typisk kinesisk buffetrestaurant med sushi, mongolian barbecue og et pænt udvalg af retter. Du kan naturligvis også bestille á la carte. Yo-Yo har også et legeområde til børnene. På Nørregade 29A, 3390 Hundested.
Caféer i Hundested
Kamelens Kys
På Hundested Havn ligger Kamelens Kys, der er en kombineret café og kunstbutik. Her får du udover god kaffe også øl, vin, kage og sandwich. Kamelens Kys bruger primært gode lokale råvarer. Af og til arrangeres der også forskellige events på caféen. På Nordre Beddingsvej 39, 3390 Hundested.
Proviant
Proviant i den gamle købmandsgård et stenkast fra havnen er mere et spisested end en café, men her kan du også få kaffe, kage og varm kakao. Proviant er også glimrende til en fadøl eller et glas vin. Der er mulighed for at sidde inde og ude. På Havnegade 2B, 3390 Hundested.
Café Dagmar
På gågaden i Hundested ligger Café Dagmar, der tilbyder kaffe og kage, men også øl, vand, hjemmelavet iste og friskpresset appelsinjuice. Der er desuden mulighed for at få lidt at spise – køkkenet har åbent alle dage fra kl. 10.00-16.00 og serverer smørrebrød og lune retter som f.eks. suppe, fiskefrikadeller og dagens ret. På Nørregade 20, 3390 Hundested.
Café Krogen
Centralt i Hundested ved kulturhuset Gubben ligger Café Krogen. Her kan du få forskellig slags kaffe og og kage, men også f.eks. donuts, hjemmelavet toast og kartoffelsalat med lune deller. På Nørregade 13, 3390 Hundested.
Dok No 35
Kombineret Bar og Café, der tilbyder øl, drinks og cocktails. Der er også mulighed for at få noget at spise som f.eks. smørrebrød og dagens ret. Dok No 35 ligger på Nørregade 35, 3390 Hundested.
Galleri Liisberg Café
For enden af Kajgaden ligger Galleri Liisberg, der også har en café. Kunsten er i centrum, men du er velkommen til at nyde en kop kaffe i de hyggelige omgivelser. Caféen byder også på bl.a. øl, vin, saft, kage og minipizzaer. På Nordre Beddingsvej 31, 3390 Hundested.
Seværdigheder i Hundested
Knud Rasmussens Hus
Polarforskeren Knud Rasmussen opførte i 1917 sit hus i det kuperede terræn få hundrede meter nord for Hundested. Huset ligger smukt med udsigt over Kattegat, og det er som om, at det vender i retning mod det Grønland, som han elskede så højt. Knud Rasmussen deltog i adskillige ekspeditioner i Grønland, hvorfra han hjembragte uvurderlig viden.
Huset i Hundested er i dag museum, hvor du kan lære mere om polarforskeren og ikke mindst Grønland. Knud Rasmussen skrev sine bøger og forberedte sine ekspeditioner i huset, der gemmer på billeder, spændende historier og en række af hans personlige effekter. Se mere i indlægget Knud Rasmussens Hus.
Vandretur fra Spodsbjerg Fyr til Kikhavn
Et stenkast fra Knud Rasmussens hus ligger Spodsbjerg Fyr. Herfra kan du tage på en flot vandretur ned til Kikhavn. Du har flere steder de smukkeste udsigter over Kattegat, og i klart vejr kan du se helt til Hesselø og Sverige.
Det var omtrent ved Spodsbjerg Fyr, der engang lå et stenrev som strakte sig ud i Kattegat. Her levede masser af sæler, der var mål for skiftende kongers jagtselskaber, og det siges, at sælhundene har givet navn til Hundested.
Undervejs på turen kan du holde øje med svalerne, der har bygget redehuller på kystskrænterne. Tættere på Kikhavn vil du i juni og juli have blomstrende hybenroser til alle sider, og på en eller anden måde er denne strækning indbegrebet af sommerdanmark.
Endemålet Kikhavn er en lille idyllisk by med stråtækte bindingsværkshuse. Her er ingen havn, men til gengæld hev datidens fiskere bådene op på stranden. Kikhavns historie kan spores tilbage til 1200-tallet, og det nuværende landsbymiljø har stået nogenlunde urørt de sidste 200 år. Se mere i indlægget Vandretur fra Spodsbjerg Fyr til Kikhavn.
Hundested Skanse
Oppe over Trekanten, Hundesteds fine sandstrand, ligger Skansen, der var en del af det danske kystforsvar. Hundested Skanse blev opført i 1809 i forbindelse med Englandskrigene fra 1807 til 1814. Herfra var der god udsigt over indsejlingen til Isefjorden og Roskilde Fjord.
Skansen havde otte kanoner og to morterer, der sammen med en mindre flåde af kanonbåde i Rørvig skulle tage kampen op med englænderne. I dag er der kun ganske lidt tilbage af forsvarsværket, men det er et fint sted at besøge på vej til Knud Rasmussens Hus eller eller hvis du vil prøve kræfter med den smukke vandretur fra Spodsbjerg Fyr til Kikhavn. Læs mere om Hundested Skanse.
Lyngbakkerne
I udkanten af Hundested i retning mod Lynæs dukker der pludselig et stykke smuk natur op. Lyngbakkerne er præcis som navnet: Et bakket landskab med lyng, men også med planter som sandløg, bakkenellike og den sjældne kassubisk vikke.
Lyngbakkerne blev fredet i 1948, og i dag står en flok får for naturplejen på overdrevet, hvorfra du har en fin udsigt over fjorden. Der er indgang flere steder til det aflukkede område – bl.a. fra Lyngstien, Skovbakken og Birkevej.
Bademuligheder i Hundested
Trekanten
Byens strand er den 300 meter lange Trekanten, der ligger centralt få minutters gang fra lystbådehavnen. Trekanten er en glimrende lavvandet sandstrand med klitter, der ligger ud til kattegat. Der er bemandet livredderpost i skolernes sommerferie.
Aktiviteter og forlystelser
Primært i sommerperioden og skoleferierne er der af og til særarrangementer. Det kan f.eks. være loppemarked, havnefest eller pop-up streetfood. Klik ind på Facebookgrupperne 3390 Hundested og Det sker i Halsnæs for at se mere.
Klap en fisk
Et sikkert hit hos børnene. På havnen kan du fra den flydende platform fange krabber og klappe en fisk. Platformen er under opsyn og har åben fra påske til slut oktober.
Hundested Sandskulpturfestival
En af Hundesteds mest populære aktiviteter er den årlige sandskulpturfestival, der kører fra maj til oktober. Stedet har også en lille café. Entré 50 kr. for voksne og 20 kr. for børn (4-12 år). På Kajgaden 7, 3390 Hundested.
X-Porten
Kunstinteresserede kan med fordel træde indenfor i X-Porten, der har skiftende udstillinger med kunst og kunsthåndværk. Der er gratis adgang. På Ndr. Beddingsvej 39, 3390 Hundested.
Fisketure
Der er også mulighed for at tage på fisketur fra Hundested. Du kan sejle med den gamle minestryger Marianne F, der i sommerperioden holder til i Rørvig og Hundested, hvor der fanges fladfisk – se ture og book her.
Minigolf
Molens Minigolf ligger på havnen. Her kan du dyste på den 18-hullers bane, der har et maritimt look. I forbindelse med Fjordens Minigolf ligger også et ishus. På Havnegade 16, 3390 Hundested.
Hundested Kino
Byens biograf genåbnede for få år siden og er i dag drevet af frivillige. Her vises primært film, men du kan også høre musik og lytte til foredrag. På Strandvejen 47, 3390 Hundested.
Hundested Havnefest
4.-7. juli, 2024. Musik, marked og forlystelser på havnen i Hundested.
Folkely Festival
22.-24. august, 2024. Tre dages folkefest med musik, talks og kunst. Læs mere på folkely.dk.
Er Hundested kun for sejlere. Vil man føle sig udenfor hvis man ikke har båd? vi er ved at planlægge sommerferien så det er godt med lidt insiderviden. Tak
Hej Tanja. Hundested er bestemt ikke kun for sejlere. Selvom havnen er omdrejningspunktet for turisterne, så er der et fint mix af sejlere, fastboende og sommerhusgæster. Tag I bare til Hundested 🙂
Som lystsejler er Hundested rigtig dejlig og et af vores favoritsteder på Sjælland. God stemning på havnen med masser at kigge på og en fin fin strand.
Enig. Der er rigtig mange muligheder i Hundested. Tæt på strand, indkøb og spisesteder + god atmosfære. Havnen kan Hundested virkelig være stolte af
Virker som et fedt sted til en tour de nordsjælland med båden 🙂
Fedt at nogle tør gå forrest og udvikle et attraktivt havne- og turistmiljø. Vi elsker Hundested Havn der skiller sig ud fra hvad vi ellers ser på vores sejlture.
Der sker bare hele tiden noget nyt i Hundested – vi var der i påsken – køligt, men alligevel masser af liv omkring havnen. Dejligt sted ☀️
Vi tog en forlænget weekend ved Hald strand og var flere gange forbi Hundested. Lækkert og helt vildt man ikke høre mere om byen. vi kommer helt sikkert tilbage!
Hold nu k… her er fedt. Vi var der i weekendnen i perfekt vejr. Lidt vin og god mad på havnen er sgu bare lækkert.
Superfint overblik over byens muligheder. Det sætter vi pris på.
Tak for denne gang. To skønne uger i Halsnæs – I kan godt være stolte af jeres området – vi har hygget stort med masser af godt vejr. Vi ses nok igen.
Der er godt nok sket noget i Hundested siden jeg var der sidst. Virkelig dejligt sted nu
Sen sommerferie med perfekt vejr. Hundested og omegn skal absolut anbefales – vi kommer gerne igen
• Solnedgang fra Skansen
• Stor is hos Vaffelhjørnet
• Slowshopping på havnen
• Es glas vin i solen på Knud
Fantastisk påskeferie i perfekt vejr. Skønne Hundested der kun mangler god overnatning.
Jeg stemmer i. Her er sgu lækkert – masser af gode initiativer og flinke mennesker. God sommer!
Der mangler altså bare god overnatning i Hundested. Der er kroen som vist ikke rigtig er fulgt med tiden. Det er sgu ærgerligt – her kunne man da godt lige snuppe et par overnatninger fra tid til anden.
Ja, den manglende overnatning i Hundested bliver der talt meget om. Men der er håb forude. Kroen har netop fået nye ejere – mon ikke der sker lidt her. Der er vist også andre tiltag i gang for at få flere og bedre overnatningsmuligheder til byen.
Ved godt vi var heldige med vejret i påsken, men hold nu k det var godt. Vi havde det næsten som at have været udenlands da vi “landede” på Amager.
Havnen i Hundested: Cool. Surfcentret: Cool. Vini håret: Cool.
Dejlig havn. selvom vi har sommerhus i Rørvig tager vi gerne færgen over
Hyggeligt i godt vejr, men der mangler ting at gøre når det regner. Her kunne der godt steppes lidt op syntes jeg.
Ja, al hypen omkring Hundested passer I GODT VEJR! Men når sommeren er som i år er det knap så sjovt. Har nogen tænkt på at lavet et badeland eller et slags aktivitetsområde….