Cykelrute 40 – fjordstien

Cykelrute 40 er en del af Fjordstien, der går hele vejen rundt om Isefjorden og Roskilde Fjord. Når ruten er helt færdig, vil den være hele 275 km lang.

I Halsnæs går cykelrute 40 fra Hundested til Ølsted Sydstrand (eller omvendt). Ruten hænger således sammen med cykelrute 47, der går langs Sjællands nordkyst fra Hundested til Helsingør.

Herunder kan du læse om den del af cykelrute 40, der går gennem Halsnæs. Ruten er fint skiltet, men flere steder er det nødvendigt at stå af cyklen for at nå de smukkeste udsigtssteder.

Du kan via linksene se mere om de nævnte seværdigheder og nederst på siden få forslag til overnatning undervejs.

Cykelrute 40 fra Hundested til Ølsted Sydstrand

Hundested har de senere år gennemgået en rivende udvikling. Den oprindelige fiskeri- og industrihavn eksisterer stadig, men i dag er området omkring lystbådehavnen forvandlet til et levende sted med kunst, kultur og gode spisesteder.

Der er også mulighed for at dyste i minigolf, spise store isvafler eller tage en dukkert på den dejlige strand Trekanten ud til Kattegat. Hundested har masser af sommerstemning, og det er en by, der fortjener et par overnatninger, inden du kører videre.

Klap en fisk og fang en krabbe på Hundested Havn

Ruten går mod syd, hvor næste stop er hyggelige Lynæs. De to historiske bygninger, ishuset og barkehuset, vidner om, at Lynæs engang var et fiskerleje.

I dag dominerer den store lystbådehavn, hvor der er liv og glade dage om sommeren. Er du til vandsport, så kig ind hos Lynæs Surfcenter, der har kurser i både sup, kajak og surfing.

Cykelrute 40 fortsætter mod øst til St. Karlsminde, der er et af de steder, hvor du må hoppe af cyklen og tage turen op på klintebakken til fods. Udsigten herfra over kysten, fjorden og Hornsherred er helt fantastisk.

Parker eventuelt cyklerne ved stejlepladsen, hvor fiskerne engang tørrede og reparerede deres net. Mange hundrede år tidligere lå der en havn fra vikingetiden, hvor man flere gange har gjort spændende arkæologiske fund. Ud for kysten er der bl.a. fundet et vikingeskib fra år 1050.

Efter Sølager forlader du den smalle asfaltvej for at fortsætte gennem Grønnesse Skov, hvor du kan være heldig at se rådyr og kronhjort. I området ligger også Grønnessegård Gods, der blev opført i 1776, men den nuværende hovedbygning er fra 1888.

Ude af skoven igen følger du hovedvej 16 (der er god og sikker cykelsti) til Hanehoved, hvorfra du kører ind i Frederiksværk, der er berømt for produktionen af bl.a. krudt og kugler

Det lille fyrtårn på molen i Lynæs

Frederiksværk er Danmarks ældste industriby, og her finder du masser af spændende danmarkshistorie. Tag på en byvandring og besøg Krudtværksmuseet.

Der er kun to kilometer fra centrum til Danmarks største sø Arresø, hvor du kan tage en tur med den lille båd Frederikke, se Dronningholm Borgruin og spotte fugle og bævere (hvis du er rigtig heldig).

Cykelrute 40 fortsætter mod syd og følger Bakkestien. Egentlig begynder Bakkestien i centrum af Frederiksværk – her i det kuperede landskab lå engang de såkaldte krudttårne, hvor man opbevarede det færdige krudt. Denne del af Bakkestien kan kun opleves til fods.

Ruten går gennem Lille Kregmes sommerhusområder. Endnu et sted, der er flottere til fods. Terrænet er stærkt kuperet, og der er en del trapper – her kan ikke cykles.

Til gengæld kommer cykelrute 40 forbi Grævlingehøj, der er et af de mest betagende udsigtspunkter i Halsnæs. Her er der frit udsyn over Roskilde Fjord, Hornsherred og til den anden side Arresø.

Landskabet her kaldes stenalderhavet, og kystskrænterne er ligesom ved St. Karlsminde dannet ved sidste istid.

Ved Kregme Station fortsætter ruten ad Frederikssundsvej. Denne del af Fjordstien ned til Frederikssund er måske ikke den mest spændende, men gør nogle stop ved fjorden, der mange steder er tilgængelig via sommerhusområderne.

Udsigten fra klintebakken i St. Karlsminde er fantastisk

Cykelrute 40 – hvor skal du bo

I Hundested og Lynæs er der flere muligheder for overnatning. F.eks. Havnehytterne, Hundested Kro & Hotel, Bergliot Bed & Breakfast, The White House, Lynæs Hotel eller Lynæs Surfcenter.

I Sølager kan du bo på Sølager Strand Camping, hvor det er muligt at slå telt op eller booke en hytte.

Langs hovedvej 16 ligger Byaasgaard Camping ud til fjorden ca. tre km fra Frederiksværk centrum. Her kan du bo i telt eller hytte. Pladsen tilbyder forskellige pakker, som du kan se nærmere på.

Også i Frederiksværk kan du bo på camping. Pladsen ligger i forbindelse med Danhostel, der også har familieværelser. Her bor du centralt i Frederiksværk.

Selvom byen er forholdsvis stor, så er der kun får overnatningsmuligheder. F.eks. kan du booke et sommerhus eller et værelse på Hotel Frederiksværk.

I Ølsted, der ligger én km fra Frederikssundsvej, ligger den hyggelige kro, der har glimrende værelser. Kroen er sidste mulighed for overnatning inden du når Frederikssund.

Kort over Halsnæs

Billeder fra cykelrute 40 – fra Hundested til Ølsted Sydstrand

Grønnessegaard Gods
Frederiksværks hyggelige kanaler
Dronningholm Borgruin ligger lige ud til Arresø
Udsigt fra Grævlingehøj over Roskilde Fjord

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *