Kunst, kultur, markeder eller adrenalinpumpende aktiviteter. Ingen behøver at kede sig i Halsnæs, der byder på en lang række aktiviteter for børn og voksne. Få et overblik over mulighederne her og husk også at tjekke disse indlæg:

Jul i Halsnæs 2024
Halsnæs for børn

Halsnæs i regnvejr

Aktiv ferie i Halsnæs

Seværdigheder i Halsnæs
.

Udover aktiviteterne herunder, så bliver der primært i sommerperioden og i skoleferierne løbende arrangeret events af lokale foreninger. Det kan f.eks. være torvedage, loppemarked, musik/underholdning og pop-up streetfood.

Tjek Facebookgrupperne Det sker i Halsnæs og Det sker da i Halsnæs, hvor der ofte bliver annonceret forskellige aktiviteter og arrangementer for børn og voksne.

 

Aktiviteter i Frederiksværk

Gjethuset

Det tidligere kanonstøberi er i dag Frederiksværks kulturhus. Her kan du deltage i et af de mange arrangementer som f.eks. teater, koncerter, foredrag og udstillinger. På Gjethusgade 5, 3300 Frederiksværk. Se mere på gjethuset.dk.

Kosmorama

Kosmorama (medlem af Biografklub Danmark) er Frederiksværks hyggelige biograf, der ligger i byens centrum. Du kan se programmet på Kosmoramas hjemmeside.

Frederiksværk Brandværnsmuseum

Det lille museum har et udvalg af brandslukningskøretøjer – fra de håndtrukne til de motoriserede. I sommersæsonen kan du få en tur gennem byen i en af de gamle brandsprøjter, der ligesom museet er et sikkert hit hos børnene.

Frederiksværk Brandværnsmuseum drives af frivillige og har de senere år udvidet med en bunker, hvor du kan se genstande fra besættelsestiden. På Vognmandsgade 5, 3300 Frederiksværk. Åbent lørdag mellem kl. 10-14 fra påske frem til efterårsferien.

Kanoudlejning

På Frederiksværk Camping kan du leje en kano for at sejle ad kanalen til Arresø eller Roskilde Fjord. Redningsveste er tilgængelige, og du har mulighed for at bestille en picnickurv til turen. På Strandgade 30, 3300 Frederiksværk.

Frederiksværk Musikfestival

1. juli-22. juli, 2024. Koncerter med danske såvel som internationale kunstnere. Læs mere på frv-musik.dk.

 

Frederiksværk Stålmand

1. september, 2024. Triathlon i og omkring Frederiksværk. Deltag i Stålmand, Stålsprint eller Stålkids. Læs mere på dgi.dk.

Gjethuset i Frederiksværk er byens kulturhus

 

Aktiviteter i Hundested

Klap en fisk

Et sikkert hit hos børnene. På havnen kan du fra den flydende platform fange krabber og klappe en fisk. Platformen er under opsyn og har åben fra påske til slut oktober.

Hundested Sandskulpturfestival

En af Hundesteds mest populære aktiviteter er den årlige sandskulpturfestival, der kører fra maj til oktober. Stedet har også en lille café. Entré 65 kr. for voksne og 30 kr. for børn (4-12 år). På Kajgaden 7, 3390 Hundested.

X-Porten

Kunstinteresserede kan med fordel træde indenfor i X-Porten, der har skiftende udstillinger med kunst og kunsthåndværk. Der er gratis adgang. På Ndr. Beddingsvej 39, 3390 Hundested.

Fisketure

Der er også mulighed for at tage på fisketur fra Hundested. Du kan sejle med den gamle minestryger Marianne F, der i sommerperioden holder til i Rørvig og Hundested, hvor der fanges fladfisk – se ture og book her.

Minigolf

Molens Minigolf ligger på havnen. Her kan du dyste på den 18-hullers bane, der har et maritimt look. I forbindelse med Fjordens Minigolf ligger også en café og et ishus. På Havnegade 16, 3390 Hundested.

Hundested Kino

Byens biograf genåbnede for få år siden og er i dag drevet af frivillige. Her vises primært film, men du kan også høre musik og lytte til foredrag. På Strandvejen 47, 3390 Hundested.

Hundested Havnefest

4.-7. juli, 2024. Musik, underholdning og forlystelser på havnen.

 

Folkely Festival

22.-24. august, 2024. Tre dages folkefest med musik, talks og kunst. Læs mere på folkely.dk.

Klap en fisk på Hundested Havn er en rigtig populær aktivitet for børn

 

Aktiviteter i Liseleje

Primært i sommerperioden er der løbende events arrangeret af lokale foreninger. Det kan f.eks. være loppemarked, musik/underholdning, White Night, syng solen ned, pop-up streetfood og torvedage, hvor du bl.a. kan finde gode tilbud i forretningerne. Se mere på Facebooksiden Liseleje, hvad sker der.

Havtyren

For børnene vil et besøg ved naturlegepladsen Havtyren nok være mere spændende. Her kan man fornøje sig med bl.a. rutsjebane og balancebomme. Omdrejningspunktet er dog figuren af Havtyren, der har givet navn til en af Danmarks største naturlegepladser.

Et sagn fortæller, at det var Havtyren, som var skyld i den store sandflugt, der begyndte i 1500-tallet. For at hævne sig på bønderne, der havde stjålet dens kvæg, gik Havtyren op på land, hvor den pløjede kysten op. På Lisehøjvej 3, 3360 Liseleje.

 

Aktiviteter i Lynæs

Lynæs Surfcenter

Lynæs er kendt for sine gode forhold til surfing. I Lynæs Surfcenter kan du bl.a. lære kitesurfing, windsurfing og at sejle kajak. Der er en lang række kurser at vælge mellem i det populære surfcenter, der ligger et stenkast fra stranden i Lynæs. På Lynæs Havnevej 8, 3390 Hundested. Se mere på surfcenter.dk.

Havnens Dag

8. juni, 2024. Musik, underholdning og loppemarked på havnen.

Torup Marked

 

Aktiviteter andre steder i Halsnæs

Grønnehavegård Besøgsgård

Har du børnene med til Halsnæs, så er besøgsgården Grønnehavegård et oplagt udflugtsmål. Her kan familien opleve en lang række dyr og bare nyde de hyggelige omgivelser, mens du bliver klogere på landbrug og husdyrhold. På Helsingevej 98B, 3300 Frederiksværk. Læs mere på groennehavegaard.dk.

Tothavens Besøgsgård

Også på Tothavens Besøgsgård er der fokus på dyr og landmandsliv. Udover dyr som f.eks. grise, ænder, æsler, geder og kaniner har Tothaven også eget mejeri og en gårdbutik med salg af æg, kød, ost og yoghurt. På Torupvejen 2, 3390 Hundested. Læs mere på tothaven.dk.

Sejltur på Arresø med Frederikke

Ved Arresødal kan du tage med båden Frederikke ud på Danmarks største sø. Det er en hyggelig tur, hvor du måske spotter nogle af de fugle som Arresø er kendt for. Du kan se mere på msfrederikke.dk og læse meget mere om Arresø i indlægget Arresø – oplevelse ved Danmarks største sø.

Torup Marked

Torup Marked ligger i forbindelse med økolandsbyen Dyssekilde, hvor økologi og bæredygtighed er nøgleordene. Du kan blandt meget andet købe saft, marmelade og grøntsager fra lokale producenter. Markedet ligger på Dyssekilde Station – læs mere i indlægget Torup Marked.

Kano- og kajakture (Ågabet Outdoor Center)

Ved Ågabet Outdoor Center ud til Arresø kan du leje kano eller kajak. Du kan se mere om vilkår og priser på aagabet.dk, hvor der også udbydes kurser. Du kan gå til Ågabet fra Frederiksværk centrum (ca. 15 min.) eller parkere ved outdoor centret. På Sørupvang 24, 3300 Frederiksværk.

Sanketure

Tag med eksperterne fra sanketure.dk ud i naturen for at sanke bl.a. bær, blomster, svampe og frugter. Turene tager udgangspunkt i det spiselige med kyndig råd og vejledning undervejs. Sanketure.dk tilbyder ture fra forår til efterår i f.eks. Asserbo og Tisvilde. Læs mere på sanketure.dk.

Ølsted Grusgrav

Lokale ildsjæle har omdannet den gamle grusgrav til et rekreativt område med shelter, bålsted og naturlegeplads. Her er også en amfiscene og mulighed for at gå nogle gode ture. Fra toppen af grusgraven, der er omringet af bl.a. havtorn, har du en flot udsigt over både Arresø og Roskilde Fjord. På Sandbjergvej 9, 3310 Ølsted. Læs mere i indlægget Rakenhøj og Ølsted Grusgrav.

Time Winder

18.-20. maj, 2024. Mekanik og kulturhistorie på Grønnessegaard Gods. Læs mere på timewinder.dk.

 

Julemarked på Grønnessgaard

30. november-1.december, 2024. Klassisk julemarked på det gamle gods. Læs mere om julemarkedet her.

 

Kort over Halsnæs

12 tanker om “Aktiviteter i Halsnæs

  1. Janni Svar

    Påskeferie i liseleje og hvad skal man lave. Super at få nogle forslag og jeg fandt ud af at Tothaven havde åbent. Det blev en god dag – vi hyggede alle. TAK

  2. Avatar photo
    Mit Halsnæs Indlægs forfatterSvar

    Hej Janni. Fedt du kunne bruge siden. Fortsat god ferie!

  3. Fam Vestergaard Svar

    Skønne dage i Halsnæs. Besøg i surfcentret (ungerne var vilde med at se surferne), forbi besøgsgården, vidunderlige gåtur lang nordkysten og hygge på Hundested Havn. en skøn skøn bededagsferie i godt vejr – tak for masser af inspiration.

  4. Avatar photo
    Mit Halsnæs Indlægs forfatterSvar

    Det lyder som nogle skønne dage I havde i Halsnæs 🙂

  5. VAIL Svar

    Gode forslag som vi benyttede os af. Hundested Havn er bare hyggelig og god stemning ved surfcentret. Generelt mange rigtig gode muligheder for gåture med smukke udsigter. Har også været forbi sandskulpturerne. Nu håber vi bare på lidt bedre vejr!

  6. Helen Svar

    Vi havde en fin efterårsferie i Liseleje. Man skal ikke tro at området er legeland og masser af forlystelser – blot til de der er vant til den jyske vestkyst. Halsnæs kan selvfølgelig noget andet, især var vi glade den flotte natur.

  7. Feriefamilien Svar

    Det vrimler ikke ligefremm med aktiviteter i området. Heller ikke i vinterferien. Dejligt område når vejret er godt men der kunne godt være noget til regnvejrsdage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *