I den gamle fiskeauktion på havnen har der de senere år været en række forskellige spisesteder. Heldigvis er det nu Knud Spisehus, der residerer i de gamle bygninger. Stedet har højnet standarden gevaldigt, og lige nu er Knud absolut et af Halsnæs bedste spisesteder.
Knud Spisehus åbner til frokost, hvor der bl.a. tilbydes smørrebrød, frokosttallerken og kødretter. Aftenkortet indeholder f.eks. lam, ribeye og chateaubriand. Dagen igennem serveres fisk og skaldyr som østers, muslinger, hummer og pil-selv rejer.
Vi har bl.a. spist Knuds Hundested Signatursild – et helt måltid og en mør og superlækker chateaubriand med grillet broccoli og en stærkt vanedannende tomatflødesauce. Menukortet indeholder også børneretter og nok områdets største udvalg for vegetarer.
Meget lækkert. Højt niveau og god betjening – absolut en anbefaling herfra. Anmeldelse på Tripadvisor
Knud Spisehus er lige præcis sådan et sted Hundested Havn har manglet. Et sted, der er værd at køre efter. Det er vi ikke de eneste, der synes. Faktisk slutter Martin Kongstad fra Weekendavisen sin anmeldelse af Knud med ordene Hundested har fået en restaurant, der er en omvej værd.
Weekendavisen er blot en af flere landsdækkende medier, der har anmeldt Knud Spisehus, som har fået rosende ord med på vejen. Et gastronomisk lyspunkt i sommerlandet, kalder Svend Rasmussen restauranten i Berlingske.
Jo, maden er absolut god, men du behøver ikke at spise for at besøge Knud. Restauranten ligger direkte på havnekajen og er et perfekt sted at se verden passerer forbi. Måske i selskab med et glas rosévin eller en kølig fadbamse. Uanset formålet med dit besøg, så er Knud stedet i Hundested lige nu.
Besøg Knud Spisehus
Knud Spisehus ligger på Hundested Havn på adressen Havnegade 18, 3390 Hundested. Selvom restauranten er stor, så må bordbestilling anbefales i højsæsonen. Du kan se mere om åbningstider og aktuelt menukort på spisehusets hjemmeside.
Besøger du Knud i sommerperioden, så husk, at der er betalingsparkering på Hundested Havn. Du kan dog være heldig, at finde gratis parkering et andet sted i byen. Du kan med fordel tage toget – Hundested Havn Station ligger få meter fra Knud Spisehus.
Kort over Halsnæs
Absolut et dejligt sted. God mad og uformel atmosfære
Der er sgu en snert af sydhavsstemning på havnen. Vi fik en god drink og skøn mad efterfølgende. Jo, her er travlt, men heldigvis da – absolut en anbefaling herfra. Venligst
Glimrende mad, men priserne! Det er jo ikke København!
Vi var til fødselsdag på Knud i søndags. Skønt sted og også værd at køre efter for os københavnere. Meget positivt overrasket over Hundested i det hele taget.
God og billig søndagsmenu. Tre retter for 250 kr. Det var rigtig godt og kan anbefales.