Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Et af Danmarks mest kendte museer er Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Som navnet antyder handler museet om den ca. 300 år lange vikingeperiode i Danmark.

Hovedattraktionen i museumshallen er resterne af de fem vikingeskibe, man fandt i Roskilde Fjord for mere end 50 år siden (De såkaldte Skuldelevskibe). Du kan selvfølgelig også få rig information om vikingernes historie på museet, der løbende har særudstillinger.

Vikingeskibsmuseet ligger ved havnen og bestod oprindelig kun af den store betonbygning, som blev opført i slutningen af 1960’erne. Siden er museet udvidet og består i dag også af museumsøen, der bl.a. byder på workshops og åbne værksteder, hvor du kan se bådebyggerne arbejde.

Med udgangspunkt i de originale skibe har man prøvet at genskabe vikingeskibene ved at bruge samme værktøjer og processer. Bådebyggerne bygger også nordiske både, som de har set ud gennem 1000 år. Et spændende og imponerende håndværk, som man på museet prøver at bevare.

Fra maj til september er der også mulighed for at få en lille sejltur på fjorden i et vikingeskib. Både det og de mange aktiviteter i skoleferien gør, at Vikingeskibsmuseet er et oplagt sted at besøge for børnefamilierne.

Besøg Vikingeskibsmuseet

Vikingeskibsmuseet ligger på adressen Vindeboder 12, 4000 Roskilde. Der er både en café og en butik tilknyttet museet. Du kan tage med på rundvisninger, der foregår på både dansk og engelsk. Det kan du læse mere om på Vikingeskibsmuseets hjemmeside, hvor du også kan se åbningstider og aktuelle aktiviteter og særudstillinger.

Husk også at besøge hyggelige Roskilde med domkirken, der ligger 8-10 minutters gang fra Vikingeskibsmuseet. Har du brug for overnatning, så ligger Danhostel på havnen, mens Zleep Hotel ligger i byen og Comwell nord for centrum.

Afstand fra Frederiksværk: 40 km
Afstand fra Liseleje: 46 km
Afstand fra Hundested: 52 km

Kort over Halsnæs

Et af de fine vikingeskibe foran det oprindelige museum

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *