Halsnæs i regnvejr – forslag til aktiviteter

Os der bor i Halsnæs er ikke i tvivl. Solen skinner bare mere her end mange andre steder i Danmark. Utallige gange er jeg kommet fra overskyet vejr i København til høj sol i Halsnæs. Selvfølgelig kan du også opleve en regnvejrsdag her og hvad skal du så tage dig til? Læs med herunder, hvor jeg har en stribe forslag til aktiviteter – du bl.a. kan opleve kunst, koncerter og dykke ned i Halsnæs’ spændende historie.

Du kan også tjekke Facebookgrupperne Det sker i Halsnæs og Det sker da i Halsnæs, hvor der ofte bliver annonceret forskellige aktiviteter og arrangementer for børn og voksne.

Industrimuseet i Arsenalet

I Arsenalet, et af byens historiske huse, kan du finde et fint lille museum, der gennemgår Frederiksværks historie som industriby. Museet har åbent tirsdag til søndag fra kl. 11-15 i sommerperioden samt efterårsferien. Læs mere om Industrimuseet i Frederiksværk eller på museets officielle side.

Se på kunst i Hundested

Hundested er en kreativ by, der er som en magnet på kunstnere. På den såkaldte kulturkaj ud til havnen ligger bl.a. X-porten, der har skiftende udstillinger med bl.a. glas, keramik og malerier. Kulturkajen byder også på åbne værksteder med mulighed for at købe flot kunsthåndværk. Du kan fortsætte på Kajgaden, der byder på endnu mere kreativitet i form af smykker, malerier og skulpturer.

Havnen arrangerer også det store årlige Kunsthåndværkermarked på Beddingen, der finder sted over flere dage i juni. Her kan du opleve alt i kunst fra ca. 60 udstillere. Entré 30 kr. for voksne – børn kommer gratis ind. På Nordre Beddingsvej 47, 3390 Hundested.

Koncerter, teater og forestillinger i Gjethuset

Det tidligere kanonstøberi er i dag Frederiksværks kulturhus. Her kan du deltage i et af de mange arrangementer som f.eks. teater, koncerter, foredrag, stand-up og udstillinger. Gjethuset har også arrangementer for børn. Her er også en lille café, der bl.a. serverer vin, kaffe og kage. På Gjethusgade 5, 3300 Frederiksværk. Se mere på gjethuset.dk.

Knud Rasmussens Hus

Polarforskeren Knud Rasmussen opførte i 1917 sit hus i det kuperede terræn få hundrede meter nord for Hundested. Huset ligger smukt med udsigt over Kattegat, og det er som om, at det vender i retning mod det Grønland, som han elskede så højt. Knud Rasmussen deltog i adskillige ekspeditioner i Grønland, hvorfra han hjembragte uvurderlig viden.

Huset i Hundested er i dag museum, hvor du kan lære mere om polarforskeren og ikke mindst Grønland. Knud Rasmussen skrev sine bøger og forberedte sine ekspeditioner i huset, der gemmer på billeder, spændende historier og en række af hans personlige effekter. Se mere i indlægget Knud Rasmussens Hus.

En tur i biografen

Hundested har en biograf, hvor der både vises film og arrangeres foredrag. Hundested Kino ligger på Strandvejen 47, 3390 Hundested. Kosmorama (medlem af Biografklub Danmark) er Frederiksværks hyggelige biograf, der ligger i byens centrum. Du kan se programmet på Kosmoramas hjemmeside.

Deltag i en af Karl-E’s mange aktiviteter

Karl-E kalder sig selv en brugerdrevet kulturel legeplads. Det er en slags aktivitetscenter, hvor det er brugerne, som er initiativtagerne til de mange aktiviteter og begivenheder. Du kan f.eks. opleve foredrag, høre højlæsning for voksne, deltage i strikkeaftener og meget meget mere. Se mere på Karl-E’s hjemmeside om aktiviteter under dit besøg i Halsnæs. På Nørregade 22E, 3300 Frederiksværk.

Frederiksværk Svømmehal

Skulle vejret ikke være til en tur på stranden, så kan I snuppe en badetur i Frederiksværk Svømmehal, der har flere bassiner – bl.a. et varmtvandsbassin. Der er gratis udlån af bælter og svømmevinger til børn. På Sportsvej 5C, 3300 Frederiksværk.

Kort over Halsnæs

1 tanke om “Halsnæs i regnvejr – forslag til aktiviteter

  1. janis Svar

    Fine forslag men vi medbringer altid playstation og brætspil. Med vejret i DK ved man aldrig…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *