Aktiv ferie i Halsnæs – se de mange muligheder her

Det er fristende at snuppe endnu en stranddag på ferien i Halsnæs, men du kan også holde formen ved lige med nogle gode løbe- og vandreture i den smukke natur. Eller hvad med at prøve en tur i kajak eller et kursus i surfing?

Er du medlem af en af de store fitnesskæder, så ligger både Fitness World og Loop Fitness i Frederiksværk.

Husk også, at to af Danmarks smukkeste cykelruter – rute 40 og 47 – går langs Halsnæs kyst. Rute 40 følger fjorden og rute 47 følger kysten ud til Kattegat.

Golf

Asserbo Golfklub har en god bane midt i den smukke natur. Her byder man gæster velkommen, hvis de er medlem af en dansk eller udenlandsk golfklub. Klubbens lokaler ligger i en smuk gammel gårdbygning, hvor der også er restaurant og mulighed for af møde ligesindede. Se mere på golfklubbens hjemmeside.

Surfing

Halsnæs er berømt for sine gode forhold for surfing. Uanset om du er til kitesurfing eller windsurfing, så vend snuden mod Lynæs, der er perfekt for både øvede og begyndere. Har du ikke dit eget gear med, så kan du leje det i surfcentret, der også tilbyder kurser og summercamps. Se mere på surfcenter.dk.

Mountainbike

Halsnæs er som skabt til mountainbike. Her finder du masser af gode spor omringet af den smukkeste natur. Mange steder er terrænet stærkt kuperet – en spændende udfordring for selv de mest øvede. I Halsnæs kan du f.eks. køre på Sjællands længste mountainbikespor, der er en 27 km lang rute gennem bl.a. Asserbo Plantage og Tisvilde Hegn.

Kano og kajak

Kano- og kajakroere har alle muligheder for nogle fantastiske sejlture langs Halsnæs kyster. Det er også muligt at sejle på Frederiksværks kanaler, der forbinder Arresø og Roskilde Fjord.

Har du ikke egen båd med, så kan du leje en kano på Frederiksværk Camping. Hos Lynæs Surfcenter kan du leje en kajak, deltage i kurser eller tage med på en flot tur fra Lynæs til Arresø.

Også ved Ågabet Outdoor Center ud til Arresø kan du leje kano eller kajak. Du kan se mere om vilkår og priser på aagabet.dk, hvor der også udbydes kurser. Du kan gå til Ågabet fra Frederiksværk centrum (ca. 15 min.) eller parkere ved outdoor centret.

Se også Dalbys Wild Fishing, der arrangerer kajakture med eller uden fiskeri.

Discgolf

En mindre kendt sport er discgolf, som du har mulighed for at prøve i Halsnæs. Fra Carlsvej er der adgang til to forskellige baner, der hver har ni kurve – én for begyndere og én for øvede. Du kan tage dit eget udstyr med, men i træningskurven kan du ofte finde discs, som er gratis at bruge. På Carlsvej 2, 3300 Frederiksværk.

Fisketure

Fra Hundested kan du tage på fisketur med den gamle minestryger Marianne F, som i sommerperioden holder til i Rørvig og Hundested, hvor der fanges fladfisk – se ture og book her.

Yoga

I Halsnæs kan du også dyrke yoga. Her ligger flere større og mindre centre, hvoraf nogle arrangerer f.eks. morgenyoga og yoga på stranden. Klik ind på følgende yogacentre for at se aktuelle begivenheder og eventuel mulighed for at dyrke yoga uden at være medlem.

Dyssekilde Yogacenter
Agern Yoga
Yogafryd
Lynæs Surfcenter

 

Kort over Halsnæs

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *