Ud til Arresø, syd for Arrenæs og Dronningholm, ligger skov- og moseområder med mulighed for at spotte fugle og gå nogle gode ture i naturen.
Ved Nørremosen (indkørsel fra Hillerødvej i Kregme) er der opstillet et fugletårn, hvorfra der er en fin udsigt over rørskoven og moseområdet. Du kan bl.a. se rørhøg, fiskeørn og skægmejse, men der er observeret mange andre arter i Nørremosen.
Er du morgenmenneske, så byder fugletårnet også på de smukkeste solopgange over mosen og Arresø. Det er ganske enkelt et syn, jeg aldrig bliver træt af.
Sonnerup Skov
Ca. 750 meter mod nord ligger Sonnerup Skov, der har et netværk af stier. Du kan gå inde i skoven eller følge stien langs Arresø med rørskov til den ene side og løvskov til den anden. Der kan være vådt og fugtigt langs stien, men det er blot med til at gøre området lidt specielt – her er flere sumpe, vandhuller og mindre søer.
Ved den lille træbro har du det bedste kig ud over Arresø. Alt efter årstid, så kan du også her være heldig at se nogle af områdets fugle. Ofte har de slået sig ned på bundgarnspælene – det kunne f.eks. være skarv eller fiskeørn, men hold også øje med hejre og stor skallesluger.
Gravhøjene ved Dragebjerg
En kort tur gennem skoven, hvor du i foråret kan se et smukt tæppe af blomstrende anemoner, bringer dig til Dragebjerg og de fem gravhøje fra bronzealderen.
I den tidlige bronzealder begravede man de døde i sten- eller egetræskister, men senere benyttede man også urner, der blev sat i de eksisterende gravhøje. Det var et stort og omfattende arbejde at lave gravhøjene, der kun blev opført til vigtige personer.
Udgravninger ved Dragebjerg har ført til fund af bl.a. våben og smykker, der meget sandsynligt har tilhørt de afdøde. Gravhøjene ligger smukt højt oppe over Arresø – udsigten herfra er ganske enkelt helt formidabel.
Besøg den sydvestlige del af Arresø
Som nævnt kan du parkere ved fugletårnet ved Nørremosen (Hillerødvej 119, 3300 Frederiksværk) og herfra gå ad stierne til Sonnerup Skov. Vælger du at parkere her, så ligger fugletårnet til højre for rensningsanlægget, mens stien går venstre om.
Du kan også parkere ved Sonnerup Skov (indkørsel ad Kappelhøjvej ved rideklubben). Der er afmærkede vandreruter langs de større stier, men du kan også med fordel benytte Google Maps, hvor selv mindre benyttede stier gennem skoven er markeret. F.eks. den fine gåtur på bakkekammen fra Ebbedal til den større sti tæt på parkeringspladsen ved rideskolen.
Ved træbroen ud i Arresø er der i øvrigt bord, bænk og en grill til fri afbenyttelse.
Lej sommerhus i Halsnæs
Der er masser af sommerhuse i Halsnæs, men kun få bliver lejet ud. Det er derfor en god idé at booke feriehus i god tid – det gælder især hvis du har særlige krav til f.eks. størrelse, beliggenhed eller faciliteter.
Find det perfekte sommerhus i Halsnæs hos nogle af Danmarks største feriehusudlejere, der ofte har rabatkoder eller kampagner:
Se feriehuse hos Dancenter >Se feriehuse hos Sol & Strand >Se feriehuse hos Campaya >
Flot tur i Sonnerup Skov sidste weekend (som vi fandt ud af var en del af Halsninoen).