
Der er masser af gode oplevelser og aktiviteter i Nordsjælland. Her finder du bl.a. smuk natur, fantastiske slotte, historiske bygninger og kunst i verdensklasse.
Er du til spa, wellness eller aktiv ferie, så vil Nordsjælland helt sikkert også være noget for dig. Jeg har samlet 18 af de bedste oplevelser og aktiviteter i Nordsjælland
Oplevelser og aktiviteter i Nordsjælland – det skal du se, gøre og opleve
Mine forslag til, hvad du skal lave i Nordsjælland er alsidige med aktiviteter og seværdigheder for både børn og voksne. Jeg håber, du finder inspiration til dit ophold, uanset om du er til f.eks. kunst, kultur og historie.
Med base i Nordsjælland kan du besøge alle steder på en dagsudflugt, men bor du ikke i nærheden, er det oplagt at tage et par overnatninger – se mere i disse indlæg:
• Overnatning i Halsnæs
• Overnatning i Hillerød
• Overnatning i Helsingør
• Overnatning i Frederikssund
Men nu til det indlægget handler om – de bedste og mest populære oplevelser og aktiviteter i Nordsjælland.
1. Louisiana Museum of Modern Art
Det verdensberømte Louisiana Museum of Modern Art ligger i Humlebæk med fantastisk udsigt over Øresund. Som du nok har gættet, så handler det her om moderne kunst, som du kan se på både faste og skiftende udstillinger.
Den faste samling inkluderer skulpturer af Giacometti og værker af så berømte kunstnere som Asger Jorn, David Hockney, George Baselitz og Andy Warhol. Samlingen på Louisiana er på over 4000 værker.
Louisiana har typisk 2-3 særudstillinger, der kører i en længere periode. Her er temaerne lidt bredere. Husk også at kigge udenfor i skulpturparken, hvor du kan se værker af bl.a. Henry Heerup og Max Ernst.
2. Parforcejagtlandskabet
Fra Jægersborg Dyrehave i syd til Gribskov i nord ligger det unikke parforcejagtlandskab, der nu er kommet på UNESCOs verdensarvliste. Christian 5. udlagde store skovområder i Nordsjælland til jagt efter fransk forbillede.
For at jagten kunne lade sig gøre var det fra den såkaldte kongestjerne i midten nødvendigt at lave snorlige veje ud i skovene. Det er bl.a. dem, der gør området til noget særligt og har sikret parforcejagtlandskabet en plads på UNESCOs verdensarvliste.
Parforcejagten gik ud på, at jagtselskabet forfulgte en kronhjort til den segnede om af træthed. Kongen blev herefter tilkaldt for at at dræbe dyret med en hirschfænger.

3. Frederiksborg Slot
En af de absolut bedste oplevelser i Nordsjælland er uden tvivl Frederiksborg Slot. Det er i mine øjne også en af de mest undervurderede seværdigheder i Danmark.
Det imponerende Frederiksborg Slot blev grundlagt i 1560 af Frederiks 2., men revet ned og genopbygget i 1600-tallet af Christian 4. Slottet brændte stort set ned i 1859. Bl.a. overlevede slotskirken branden, og den er en af højdepunkterne ved et besøg på slottet.
Kirken er vidunderlig smuk og indeholder bl.a. Den Kongelige Portrætsamling og Det Nationalhistoriske Museum. Der er masser at se på, og du skal selvfølgelig også gå en tur i den flotte barokhave bagved. Frederiksborg Slot har løbende særudstillinger. Se mere om programmet på slottets hjemmeside.
4. Esrum Kloster
Det fine Esrum Kloster opført af cisterciensermunke i 1151 er bestemt et besøg værd. I sin storhedstid var det af en betydelig størrelse, men det meste af klostret blev revet ned under reformationen i 1536.
En af bygningerne fik dog lov at stå, og den fungerede som jagtslot for Frederik 2. I dag er der indrettet et fint museum i bygningen, der fortæller om munkeordenen og livet på klostret. Esrum Kloster hænger sammen med Møllegård, der har en café og en god butik med primært lokale varer.

5. Kronborg Slot
I Nordsjælland skal du selvfølgelig også besøge Kronborg Slot. Det var Erik af Pommeren, der omdannede den gamle fæstning Krogen til det nuværende Kronborg Slot. Et sted, hvor efterfølgende konger skejede ud og gjorde slottet berømt og berygtet i det meste af Europa.
Det er muligt at komme på guidet rundvisning på slottet, hvor et besøg i kasematterne er obligatorisk. Det er her Holger Danske har “sovet” i århundreder og ifølge sagnet vil vågne op, hvis Danmark bliver truet. Kronborg Slot er virkelig fantastisk og kom helt fortjent på UNESCOs verdensarvliste i år 2000.
6. Den Danske Riviera
Nordsjællands kyst kaldes også Den Danske Riviera. Det er muligvis et navn, der er opfundet i en marketingafdeling, men sandt er det, at kysten har en række populære og hyggelige badebyer med hver deres særpræg.
Fra øst til vest ligger bl.a. fashionable Hornbæk, den gamle fiskerby Gilleleje, hippe Tisvildeleje og den mere rolige badeby Liseleje.
I dag handler det primært om sol og strand på Den Danske Riviera, men kysten har faktisk en interessant historie. Med ankomsten af Københavns kunstnere fik den almindelige dansker øjnene op for området, der udviklede sig til et populært sted at holde sommerferie for det bedre borgerskab.
Vil du opleve Den Danske Riviera i første række, så se indlægget De bedste badehoteller i Nordsjælland. Her kommer dog en stribe af mine favoritsteder:
Marienlyst Strandhotel – et af Danmarks mest berømte hoteller tilbyder forskellige pakker med f.eks. overnatning, måltider og adgang til spa inkluderet. Se mere om Marienlyst Strandhotel.
Villa Strand – vil du bo PÅ stranden i Nordsjælland, så se nærmere på det lille charmerende Villa Strand i Hornbæk, som kunne være et perfekt sted til barfodsferien. Se mere om Villa Strand.
Helenekilde Badehotel – i populære Tisvildeleje bor du bare godt og med forrygende udsigt på Helenekilde Badehotel. Den smukke hvide bygning emmer af historie og klassisk badehotel. Se mere om Helenekilde Badehotel.
Liseleje Badehotel – herligt klassisk badehotel centralt i Liseleje og med få hundrede meter til stranden. Liseleje badehotel har desuden en god restaurant og i sommermånederne en herlig cocktailbar. Se mere om Liseleje Badehotel.

7. Frederiksværk
Når man taler oplevelser og aktiviteter i Nordsjælland, så går Frederiksværk altid lidt under radaren. Det er præcis derfor denne side er sat i verden – for at gøre opmærksom på Halsnæs, der bl.a. inkluderer byer som Liseleje, Hundested og Frederiksværk.
Som Danmarks ældste industriby har Frederiksværk selvfølgelig en unik og spændende historie, hvor den omfattende produktion af krudt, kugler og kanoner var byens eksistensgrundlag. I 1717-1719 gravede man kanaler fra Arresø til Roskilde Fjord, og det var vandet herfra, der skabte energi til den omfattende produktion.
Kanalerne er der stadig, og rundt om i Frederiksværk kan du se en lang række historiske huse og bygninger fra dengang. F.eks. kanonstøberiet Gjethuset, det gamle krudtværk og arsenalet, hvor man opbevarede de færdige kanoner.
Der er meget mere at komme efter i Frederiksværk, som er udpeget som et af 25 industriminder i Danmark, og byen er endda på listen European Route of Industrial Heritage over vigtig industriel kulturarv i Europa. Et besøg i Frederiksværk er uden tvivl en af de mest overraskende aktiviteter i Nordsjælland.
8. Karen Blixen Museum
På Rungstedlund kan du besøge det spændende Karen Blixen Museum. Den verdensberømte forfatter boede på Rungstedlund med de pragtfulde rum og stuer, hvor Karen Blixen havde sin gang.
Sammen med sine søskende grundlagde Karen Blixen i 1958 Rungstedlundfonden, og det er den, der i dag driver museet, som blev indviet i 1991. Der er masser af interessante effekter fra Blixens liv og rejser – f.eks. våben, malerier, møbler og spisestel.
En del af Rungstedlund er også det 15 ha. store Fuglereservat. I udkanten af den ligger Karen Blixen begravet under en stor rødbøg. Forfatteren døde på Rungstedlund i 1962.

9. Willumsens Museum
Willumsen Museum har som navnet antyder fokus på værker af J.F. Willumsen, der var en af de mest betydningsfulde danske kunstnere i det 20. århundrede.
Museet har en omfattende samling af Willumsens malerier, skulpturer, keramik og grafiske værker. Der er både faste og skiftende udstillinger såvel som events, der f.eks. kan være billedskole og familiesøndag. Se mere om udstillinger, åbningstider og udstillinger på museets hjemmeside.
10. Helsingør
Besøger du Kronborg Slot, så kan du samtidig opleve alle de andre seværdigheder i Helsingør. Dem er der så mange af, at du nemt kan bruge flere dage i byen, der har en af Europas bedst bevarede bykerner. Et herligt netværk af gyder og gader med historiske bygninger.
Der er rigtig meget at se i Helsingør. Det er den by, der har flest seværdigheder i Nordsjælland. Du kan f.eks. besøge Værftsmuseet, Teknisk Museum og Museet for Søfart. Læs meget mere om byen i indlægget Aktiviteter i Helsingør.

11. Jægersborg Dyrehave
I den sydligste del af det man kan kalde Nordsjælland, ligger Jægersborg Dyrehave, der er kendt for Eremitageslottet. Det blev opført af Christian 6. i årene 1734 til 1736 med Lauritz de Thurah som arkitekt. Det er et såkaldt lystslot, der blev brugt til taffel og kongens jagter.
En stor del af Dyrehaven er de mange dyr, som du ikke kan undgå at se. F.eks. rådyr, dådyr og sika- og kronhjort. Jægersborg Dyrehave er en del af Parforcejagtlandskabet, men her udgår de lige veje fra Eremitageslottet.
12. Fredensborg Slot
Fredensborg Slot er især kendt som kongefamiliens sommerresidens. Der er kun adgang til selve slottet i særlige perioder og billet skal købes online – det kan du se mere om her.
Fredensborg Slot blev opført som lystslot i 1722 af Frederik 4. I midten af 1800-tallet stod slottet forladt i nogle år, men da Frederiksborg Slot i Hillerød brændte ned, blev det en midlertidig kongebolig.
Frederik 7. brød sig dog ikke meget om stedet, men det gjorde til gengæld efterfølgeren Christian 9., der i 1864 rykkede ind på slottet med hele kongefamilien. Siden da, har Fredensborg Slot fungeret som sommerresidens for den kongelige familie.
Har du ikke sikret dig en billet til slottet eller kommer du på et tidspunkt, hvor der ikke er adgang, så læg alligevel vejen forbi. Du kan gå en tur rundt om slottet, hvor du kommer forbi den nyanlagte barokhave og den smukke natur ved Esrum Sø.

13. Rudolf Tegners Museum
I Dronningmølle ligger Rudolph Tegners Museum og Statuepark. Den danske kunstner har selv opført det bombastiske museum, der ikke bare er en kontrast til den omkringliggende natur, men også til de organiske former i Tegners skulpturer.
Museets samling består af ca. 250 skulpturer udført i forskellige materialer. Der er både udkast og færdige skulpturer, hvoraf nogle er enorme. På museet er der også skiftende udstillinger, der kan være alle mulige former for kunst. Du kan desuden opleve den flotte statuepark med 14 af Rudolph Tegners værker. Se mere om museet.
14. Jægerspris Slot
I Hornsherred ligger det mindre Jægerspris Slot, der er mest kendt for at have været Christian 5. og Grevinde Danners hjem. Slottet indeholder i dag et museum med flere af parrets effekter, og du kan gå en tur i den fine slotspark (hvor Danner ligger begravet) og den såkaldte mindelund.
I området ligger også en jættestue og den berømte kongeeg, der siges at være mellem 1500 og 2000 år gammel. Jægerspris Slot kan eventuelt kombineres med Selsø Slot, der ligger ca. 17 km mod syd på Hornsherred.

15. Tunsafari
Tunen er tilbage i Øresund. Den store fisk, der typisk bliver tre meter lang og vejer 200-400 kg er et imponerende syn. Det er blevet rigtig populært at tage på tunsafari, som finder sted i august og september. Du kan se mere hos f.eks. sparlystfiskeri.dk eller Øresundsakvariet.
16. Cykelrute 47
Nordsjælland er perfekt til en cykelferie. Den populære rute 47 starter (eller slutter) i Helsingør og kører langs Sjællands nordkyst for at slutte i hippe Hundested. Undervejs kommer du forbi skønne strande, betagende natur og historiske steder.
Du kan gøre stop eller overnatte i byer som Hornbæk, Gilleleje, Tisvildeleje og Liseleje, men der er også mulighed for at sove i shelter i naturskønne omgivelser. Du kan se mere om cykelrute 47 – kaldet Nordkystruten – på denne side, mens strækningen i Halsnæs er beskrevet her på siden.

17. Marienlyst Strandhotel
Det ikoniske Marienlyst strandhotel blev opført i 1861. Dengang som nu er hotellet et populært sted til afslapning og rekreation. Hvor det tidligere var forbeholdt overklassen, har alle i dag mulighed for et dejligt ophold på det populære hotel.
Mest for pengene får du ved at vælge et pakkeophold, der typisk fås på 1-4 nætter. Her har du overnatning, en lækker morgenmadsbuffet og f.eks aftensmad og adgang til spa og/eller casino inkluderet. Og du kan godt glæde dig til både spa og mad. Det er ren forkælelse – Marienlyst Strandhotel er et oplagt sted til kvalitetstid med den eller dem, du holder af.
Se mere om pakkeophold på Marienlyst Strandhotel
18. Events og festivaler
Nordsjælland har en lang række events og festivaler af enhver slags. Mest populære er musikfestivalerne, men der er mange andre muligheder for en god fest eller at møde ligesindede.
Musik i Lejet – en af Nordsjællands mest kendte festivaler er Musik i Lejet, der afholds i uge 29 i Vejby. Over tre dage kan du lade dig underholde af både danske og internationale kunstnere og selvfølgelig både få noget at spise og drikke. Det anbefales at booke billet i god tid.
Folkely – en nyere festival, der på rekordtid er blevet superpopulær er Folkely, der afholdes i august i Hundested. Kendte danske kunstnere er på programmet, og festivalen tilbyder både mad og drikke.
Kulturnat – den årlige kulturnat afholdes i flere af Nordsjællands byer. F.eks. Hillerød, Gilleleje, Helsingør og Frederiksværk. Du kan forvente særarrangementer og levende byer, hvor butikker og spisesteder holder længere åbent og/eller har tilbud.
Frederikssund Vikingespil – over tre uger i juni og juli kan du se det populære vikingespil ved bopladsen i Frederikssund. Flere hundrede frivillige opsætter en imponerende forestilling med udgangspunkt i den nordiske mytologi – en begivenhed, der hvert år trækker tusinder af besøgende.
Flere af byerne i Nordsjælland har desuden kulturhuse og spillesteder med omfattende programmer. Det gælder f.eks. Trommen i Hørsholm, Gjethuset i Frederiksværk, Støberihallen og Royal Stage i Hillerød og Toldboden og Kulturværftet i Helsingør,
