Hundested Havn – Halsnæs’ hotteste sted

hundested havn

Hundested Havn har de senere år været igennem en rivende udvikling. Lokale kræfter har givet havnen nyt liv, og det er her, du finder Halsnæs’ hotteste sted lige nu.

Den tidligere fiskerihavn har stadig lidt industri, mens der omkring lystbådehavnen ligger gallerier, restauranter og åbne værksteder. Det er blevet et mødested for både lystsejlere og sommerhusgæster, som nyder godt af havnens mange muligheder. Initiativerne står i kø på Hundested Havn, der endda har formået at tiltrække krydstogtskibe.

Der er flere årsager til havnens popularitet. F.eks. det fine udvalg af spisesteder og den hyggelige atmosfære – her er masser af liv, og især i sommermånederne syder det af glad feriestemning. Man skal heller ikke glemme de gode bademuligheder. Trekanten, byens dejlige sandstrand ud til Kattegat, ligger blot 150 meter fra havnen.

Gode restauranter og masser af kreativitet

Hundested Havns bedste restaurant er i mine øjne Knud, som serverer lækker mad fra det alsidige bistrokøkken, der altid benytter sæsonens friske råvarer. Knud har masser af udendørs siddepladser, der er et helt perfekt sted til et glas vin, mens det hyggelige havneliv passerer forbi.

Ferie i Halsnæs – book dit sommerhus her

Man spiser også godt på Halsnæs Bryghus – her er altid travlt, og du skal selvfølgelig prøve en af restaurantens egne øl. Bryghuset ligger på den såkaldte kulturkaj omringet af gallerier og kunsthåndværkere, der har masser af flotte og unikke ting. Det er et kreativt miljø, som fortsætter i Kajgaden og i en stribe af havnens gamle bygninger, hvor der af og til er loppemarked.

Børnene elsker Hundested Havn

Også børnefamilierne giver havnen topkarakterer. Det er altid et hit at fange krabber eller klappe en fisk på platformen ved kulturkajen, men her er også en legeplads og mulighed for at dyste i et slag minigolf. På Kajgaden finder du indgangen til den populære sandskulpturfestival, hvor både børn og voksne vil blive imponerede over de flotte kunstværker.

Uanset om du kommer fra vandsiden som lystsejler, har lejet et sommerhus et sted i Halsnæs, bor i havnehytterne eller på Hundested Kro og Hotel, så er havnen det naturlige mødested. Det er sommerdanmark, når det er bedst, og det er ikke så underligt, at flere og flere flytter fra København til Hundested for at være en del af den spirende udvikling. Du kan læse mere i min guide til Hundested.

Kort over Halsnæs

Billeder fra Hundested Havn

hundested havn
Lille del af Hundested Havn
hundested havn
Kreativitet på Kajgaden
Der er altid travlt på Halsnæs Bryghus
Hundested Havn har en lang række gallerier
Fang krabber og klap en fisk på platformen ved kulturkajen

4 tanker om “Hundested Havn – Halsnæs’ hotteste sted

  1. Sejlerne Indlægs forfatterSvar

    Kunne godt lyde som om Hundested fik besøg af os til sommer

  2. Tina T Indlægs forfatterSvar

    Virker som et fedt sted til en tour de nordsjælland med båden 🙂

  3. Rikke Jonsen Indlægs forfatterSvar

    Fedt at nogle tør gå forrest og udvikle et attraktivt havne- og turistmiljø. Vi elsker Hundested Havn der skiller sig ud fra hvad vi ellers ser på vores sejlture.

  4. Lisbeth Indlægs forfatterSvar

    Vi elsker det sydfynske øhav, men skal altid liiiige en tur forbi Hundested inden vi når vores hjemhavn Helsingør!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *