Tidligere var surfcentret i Lynæs ikke et spisested i klassisk forstand, men i dag kan du udover salat og burger også få f.eks. indisk dahl og chili con carne. Du kan vælge at sidde inde eller ude og nyde din mad, der fås til rimelige priser.
Du behøver ikke at spise for at besøge Lynæs Surfcenter, der på rekordtid er blevet et populært samlingssted. Du kan også bare snuppe en øl eller drink og nyde den gode stemning et stenkast fra stranden.
Dejligt sted – kan klart anbefales. Drinks, stemning, placering og mad og drikke. Vi fik burger med pomfritter og drinken Sol over Lynæs. Fantastisk. Anmeldelse på Tripadvisor
Surfcentret er fuld af gode idéer og muligheder. Hver onsdag er der fællesspisning, hvor du over et måltid mad kan møde både lokale og turister. Prisen er 99 kr. pr. person, og på surfcentrets hjemmeside kan du se, hvad der er på menuen. Bemærk, at fællesspisningen nu foregår i Madbaren.
Vi har været forbi Lynæs Surfcenter flere gange. Det er et rigtig hyggeligt sted, hvor kombinationen af chillout, surfmiljø og feriestemning bare er helt i top. Selv har jeg besøgt adskillige strandbarer og beach clubs rundt om i verden, og jeg har altid savnet lignende steder i Danmark. Her er det bare fantastisk at have Lynæs Surfcenter i nærheden.
Besøg Lynæs Surfcenter
Lynæs Surfcenter ligger på adressen Lynæs Havnevej 8, 3390 Hundested. Stedet har også brødudsalg, take away og tilbyder desuden brunch i weekenden (i sommerperioden også i hverdagene). Se meget mere på Lynæs Surfcenters hjemmeside.
I sommermånederne nar bådene er i vandet er der gode parkeringsmuligheder på havnen. Har du lejet sommerhus i St. Karlsminde kan du gå til Lynæs Surfcenter.
